De nordiske lande møder
den kristne verden
Fra den 4. til 8. århundrede
nærmede kristendommen sig skridt for skridt til nordens grænser.
Blandt de sydlige germanske stammer udførtes et stort missionsværk.
De omvendte folk blev efterhånden optaget som led i romerkirkens
stærke organisation. Herved forenedes syd og vest europas folk i
en fælles kirkelig kultur.
Frankerne omvendtes
o. år 500, angelsakserne i det 7. århundrede, derefter friserne,
og da Karl den Store o. år 800 undertvang sakserne, var
kristendommen dermed nået til Danmarks grænse.
I Danmark var den allerede kendt gennem handelsforbindelser med
England og den frisiske by Dorestad, og i 826 drog Ansgar til
Danmark.
Med denne kulturbevægelse
fra syd mod nord mødtes af en modstrømning fra nord mod syd,
vikingetogterne, idet nordboerne fra slutningen af den 8. århundrede
i store skarer og snart i tusindtal vendte sig som fjender og
erobrere mod de kristne lande. Denne nordboernes folkevandring
skyldtes lyst til kamp og higen efter bytte, mest dog landenes
overbefolkning, efterhånden som den dyrkede jord ikke kunne ernære
flere.
I mere end 200 år
varede denne brydning, som fremkaldtes af disse to historiske bevægelser,
normannertogterne og den kristne kulturs fremtrængen. Den ophørte
først, da kristendommen havde sejret i Danmark og Norge.
Vikingehærene
Det fællesnavn, hvormed de nordiske krigerskarer kaldtes overalt
i udlandet, er normanner, mænd fra nord. Oprindelig kom de på småflåder
under en enkelt høvding. Senere bliver flåderne større og
dannes ved forbund mellem flere høvdinger, hver med sin
krigerflok. En høvding var føreren, som de andre ubrødelig adlød
i kampen uden derfor at regne sig ringere end ham.
Da frankerne
spurgte normandiets erobrere, hvad deres herre hed, svarede de: Vi
har ingen, vi er alle lige.
Når hæren lå i lejr midt iblandt en fjentlig befolkning krævedes
streng orden og faste vedtægter for at opretholde freden mellem
de nordiske krigere indbyrdes. Saxo har optegnet en række love om
straf for fredsbrud, byttets deling osv., som han henlægger til
sagnkongen Frode Fredegod.
Det er sandsynligvis overleveringer om vikingehærens retslige
vedtægter. Vikingerne der holdtes sammen ved stærk mandstugt,
var de kristne folk overlegne i krigskunst. Nordboerne var mestre
i at indtage befæstede byer, de kunne drage deres skibe kortere
strækninger over land, og i fare sluttede de sig sammen til
uigennemtrængelige skjoldborge.
.
Vikingeskibet fra
Gokstad under sejl
De angrebne folk
var svage og splittede. Karolingerriget deltes efter 840 i tre.
Hvert af disse opløstes yderligere ved splid i kongeætten og ved
vasallernes selvrådighed, så at hver egn måtte værge sig på
egen hånd.
Hertil kom, at hverken de frankiske riger eller angelsakserne
havde nogen sømagt. Normannerne kunne uforstyrret nå lige til
kysten, ja højt op ad floderne, med deres hurtige skibe kom de
til det sted, de ville kaste sig over, hurtigere end forsvarerne
kunne samles.
Derfor behøvede
normannerne ikke at indrette sig på søkamp. Deres skibe var
overfyldte med mennesker.
Vikingeflåderne var transportflåder, ikke kampflåder.
Kun de magter, der udrustede skibe for at møde dem på søen var
i stand til at holde dem borte, således Alfred den Store og de
spanske maurer.
Normannernes vilde angreb fyldte de kristne folk med rædsel. I
kirkerne bad man: Fri os Gud, for normannernes vildskab.
Vikingetogterne
indtil 911
Kort før år 800 viste de første vikinger sig ved Englands og
Frankrigs kyster. I noget over hundrede år vedblev togterne med
stigende voldsomhed, indtil de efter Normandiets erobring begyndte
at stilne af.
Indenfor disse hundrede år kan der skelnes mellem tre
udviklingstrin. 1) Der optræder kun mindre flåder, som plyndrer
hist og her på kysterne og skynder sig hjem med byttet.
2) De vundne rigdomme tilkalder flere deltagere. De små flåder
slår sig sammen under en fælles høvding. Man vover sig langt op
ad floderne for at opsøge de rige kirker og klostre i landenes
indre.
Målet er endnu kun plyndring. Regner Lodbrog er den berømteste søkonge
i denne periode. 3) Fra omkring 850 bliver det almindeligt, at
vikingerne overvintrer i de fremmede lande, først på øer i
flodmundingerne, dernæst i befæstede lejre på fastlandet,
hvorfra de ofte lægger store strækninger under sig. Flåderne er
meget store og har i årevis ankerplads i brede floder som
Schelden.
Vikingerne betegnes nu som hæren, og de går frem efter fastere
plan og i sluttet orden. Kvinder og børn føres med fra hjemmet.
Nogle steder er togterne endnu plyndringstogt, men andre steder
folkevandringer.
I denne periode erobrer lodbrogsønnerne Nordengland. Grænsen for
det danske rige i England, Danelag, fastsættes i 878. Sveerne
grundlægger Gardarige. Rollo erobrer i 911 Normandiet.
Det 10. århundrede
Udvandringen fra Norden er af ringere omfang, der grundlægges
ikke nye normannerstater af betydning. De som udvandrede til
vesten, tog dåben straks efter bosættelsen. Efterhånden gik de
over til de overvundne folks sprog.
Danelag blev afhængig af de engelske konger. Nordiske konger og
kongesønner drog dog jævnligt på vikingetogt, således Knud
Danaast, Olav Tryggvason og Svend Tveskæg som omkring 985
begyndte at hærge England.
Englands erobring
Svend Tveskægs gentagne plyndringstogter banede vej for Englands
erobring i 1013. Dette afgørende togt var af en helt anden art
end de tidligere. Det er nu ikke en høvding med sin krigerflok,
men danmarks konge, som med folkets samtykke udbyder rigets
ledingsflåde og herved indtager både Danelag og det rent
angelsaksiske land.
Danernes herredømme over England varede fra 1013-42.
Svend Estridsen udsendte to gange flåder for at forny dette
herredømme, men udrettede intet, og Knud den Hellige rustede sig
til et stort englandstogt, men det måtte opgives (1085).
Vikingetogternes ophør i
det 11. århundrede
Den Norske konge Harald Hårdråde er den sidste egentlige
vikingekonge i Norden. Han havde i mange år været væringernes høvding
i Miklegård (Konstantinopel), og han endte sit liv på et
englandstogt mod Harald Godvinson (ved Stanfordbro 1066). Hans sønnesøn
Magnus Barfod (født 1103) drog dog på krigerfærd til Skotland
og Irland.
Med ham er vikingetogterne til ende. Nordboerne var nu kristne, og
deres lyst til kamp og eventyr trådte i kristendommens tjeneste.
Vikingetogterne afløstes af korstog, dels til det hellige land,
dels mod hedenske naboer (venderne, Estland og Finland).
Geografisk oversigt over
normannerrigerne
På vikingetogterne kunne danske, svenske og nordmænd, til sidst
også islændere færdes side om side. De havde også så
nogenlunde fælles sprog, den danske tunge. Dog kunne de komme i
indbyrdes strid. Nordmænd og danskere kæmpede mod hinanden i
Irland, og sveerne tog ved list det rige i Kjev, som to af de
danske lodbrogsønner havde grundlagt. Hver af de tre folk havde
sine særlige veje. Sveerne gik væsentligst mod øst, nordmændene
mod vest, og de danske mod sydvest, og nordmændene var ikke blot
erobrere af kristent land, men tillige nybyggere på hidtil øde
øer og kyster.
Sverige
Ved den finske bugt og Rigabugten dannede sig mindre svenske
bygder. Ad flodvejene dreves handel med Byzans og araberne.
Svenske hære trængte ind i landet, og de værgeløse slaver lod
de fremmede, som de kaldte Rus (deraf Rusland), stifte Gardarige
med hovedstaden Holmgård (Novgorod).
Herfra drog deres fyrster ned ad Dnjæpr og tilegnede sig riget i
Kjev. Dette var grundlagt af andre normanner, der også havde hærget
på Miklegård. Nye skarer af nordiske krigere tog tjeneste som
huskarle, dels hos de russiske fyrster, dels hos kejseren. De
kaldes væringer.
Slaverne stod langt tilbage i kultur og kunne ikke tilføre de
svenske vikinger nogen ny dannelse. Dette bidrog til at Sveriges
udvikling i den ældre middelalder blev langsommere end Danmarks
og Norges.
Snart spores dog i Rusland nogen påvirkning af byzantinsk kultur.
Norge
Nordmændenes nærmeste og ældste nybygd var på Hjaltland
(Shetlandsøerne), herfra gik deres veje dels mod nordvest, dels
mod sydvest. Ad den første vej nåede de Færøerne og Island
(874), fra Island kom de til Grønland og Vinland omkring år
1000.
Mod sydvest bosatte de sig på Orkneyøerne, Syderøerne, Man,
Irlands kyster, hvor et rige grundlagdes i Dublin, og Nordengland,
hvor de mødtes med danerne.
Nordmændene kom mest i forbindelse med keltiske folk og under
indflydelse af disses rige åndsliv. Det satte sig spor i
skjaldedigtning og sagaskrivning.
I det 10 århundrede påvirkedes norske vikinger stærkt af den
angelsaksiske kirke (Olav Tryggvason og Olav den Hellige).
Danmark
Fra Danmark udgik de store hære, som indtog Nordengland. Danelag´s
grænse blev en linie fra London til nordranden af Wales. Her
bosatte sig en mængde nordboer under deres egne love. Af deres
domstol mener man, at den engelske jury har sin oprindelse. De
antog kristendommen og med tiden også angelsaksernes sprog, men
kom til sidst under engelsk overhøjhed.
På fastlandet
satte danerne sig tidlig fast ved flodmundingerne, især i
Frisland, og de strakte deres togter til Irland, Sydfrankrig,
Spanien og middelhavskysterne. I slutningen af det 9. århundrede
hærgede de Achen og rettede frygtelige angreb mod Paris, indtil
kejseren købte dem bort.
Men ved Seinens munding blev deres magt så stor, at Karl den
Enfoldige (911) måtte give deres høvding det land i len, som
derefter hedder Normandiet. Danerne i Normandiet tog
kristendommen, efterhånden også de overvundnes sprog. Da
Seine-normannerne i det 11 århundrede grundlagde riget Aversa i
Syditalien (1029) og indtog England i 1066, var de fuldstændig
fransktalende.
Fra 1013-42 hørte hele England ind under danernes herredømme,
fra Knud den Store`s tid dog som selvstændig rige.
Danmark blev ved disse togt bragt under påvirkning af datidens
vigtigste kristne kulturfolk, frankerne og angelsakserne..
.
.
Normannertogterne
.
.
.
.
