Gorms runesten
Den lille
jellingstens forside
hvorpå der står med lodrette skriftbånd
kurmr kunuk
Gorm konge
karthi kubl thusi
gjorde kumler disse
aft thurui kunu sina
efter Thyra sin kone
tanmarkar but
danmarks bod |
..
Indskriften på den
lille jellingstens bagside
- På bagsiden af stenen står
der /Danmark/
..
Den lille
runesten i Jelling bærer de ældste ord vi kender fra en
dansk konge. Det er første gang i Danmark, at landets navn
bruges, men ude i Europa havde det på den tid været i brug i
hvert fald i 75 år. Det første sted vi læser navnet
Danmark, er i kong Alfred den Stores geografibog. Alfred var
en kulturelt interesseret konge i Wessex 871-899, og han lod
fremstille en geografisk beskrivelse af det nordlige Europa,
hvor betegnelsen "dene mearc" bruges om det danske
område. Reginos krønike, skrevet ca. år 900 i klostret Prum
ved Køln, har ved året 884 en omtale af Denimarca, så
navnet var ikke noget nyt påfund, da Gorm
i 950erne brugte det på sin mindesten over Thyra.
|
..
.
Gorm døde i vinteren
958-59. Gorm rejste sin sten "efter Thyra". Hun er altså
død før ham, men næppe meget før ham, hvis de har været jævnaldrende.
Han kalder sig konge på den lille runesten, så den må være rejst
efter at Gorm fik kongeværdigheden omk. 936 og inden 959, hvor Gorm
selv døde.
Ordene "Gorm
konge" står næsten som en overskrift, med større skrift end
de øvrige linier. Kumler står i flertal og betyder minder, så der
må have været mere end runestenen. Sandsynligvis er Thyra blevet
begravet i en stensætning (stenskibet) med runestenen som en slags
gravsten. Der er næppe meget håb om at finde Thyras grav. Hvis den
har ligget centralt i højområdet, ligger den måske i den nuværende
kirkegård. Her har mange senere grave selvfølgelig slettet alle
spor.
Der har været
spekuleret meget over den lille runestens oprindelige plads. Måske
i spidsen af stensætningen eller i nærheden af dens nuværende
plads. Vi ved at i 1627 lå stenen ved kirkedøren, hvor den blev
brugt som bænk og at den senest i 1639 er opstillet på sin nuværende
plads.
.
..
Harald Blåtands
tresidede runesten
Harald Blåtands
mindesten over Gorm og Thyra er selv i dag 1000 år efter den blev
opsat et imponerende monument. På Harald
Blåtands tid trådte
indskriften og billederne endnu tydeligere frem. Datidens kunst var
præget af stærke farver, og farverester er fundet på andre
runesten der har ligget beskyttet i jorden. Runetegnene og
billederne stod ikke neutral mod den nøgne sten, men vakte opsigt på
lang afstand med de stærke farver.
.
skriftsiden
Teksten
på skriftsiden lyder således
.
Haraltr kunukr bath kaurua
Harald konge bød gøre
kubl thausi aft kurm fathur sin
kumler disse efter Gorm fader sin
auk aft thaurui muthur sina
sa
og
efter Thyra moder sin, den
haraltr ias sar uan tanmaurk
Harald som sig vandt Danmark
ala auk nuruiak
al og Norge
auk tani karthi kristna
og danerne gjorde kristne
.
Kong Harald ville
huskes for nogle bestemte ting, så han satte en runesten, der
skulle blive stående. Det gjorde den, på nær nogle cm. på sin
oprindelige plads. Den måler 2,43 m. i højden over jorden. Stenen
er tresidet.
Løvesiden
.
Kong Harald har brugt de
bedste rådgivere og håndværkere til arbejdet. Selve
stenhuggeriet er udført af to personer. Først er
udsmykningen hugget, og derefter er runerne slået af en
runekyndig person.
Arbejdet med stenen kan have
varet et års tid. Nogle afskalninger på stenen kan skyldes
varme fra kirkebrande. De tre kirker af træ brændte alle.
.
.
Nordens ældste billede af
Kristus
.
På denne side
ses en mand i kjortel med udbredte arme og korsglorie om
hovedet. Den korsfæstede Kristus uden kors. De to billedsider
indrammes af bånd og tovværk, som er sammenhængende,
hvilket tyder på at billederne skal læses som en helhed.
Den store sten
står næsten på sin oprindelige plads. I 1981 skulle stenen
rettes op, og i den forbindelse blev der gravet ind under den.
Det viste sig at stenen stod delvis over gamle grave, mens at
jorden øst for stenen var uforstyrret. Opdagelsen tyder på
at stenen er rykket en lille meter mod vest.
Denne rykning
er sikkert sket da Caspar Markedaner i 1586 lod stenen
opgrave. Dengang har den måske også været ved at vælte,
samtidig med at den var delvis dækket af jord. Udgravninger i
1981 ved kirkens sydmur viste, at kirkegårdens overflade var
steget med en meter siden kirken blev bygget. Så giver Caspar
Markedaners ord "opgrave" pludselig mening. Han hævede
stenen, måske med vægtstænger, og stenen kunne let
forskubbe sig en smule.
.
..
Læs
om Danmarks dåbsattest
Læs
mere om Harald Blåtands runesten
.
.
