Førromersk
jernalder dvs. tiden mellem ca. 500 f. Kr. til år 0.
Romersk jernalder, tiden fra Kristi fødsel til ca. 375 e. Kr.
Germansk jernalder, tiden mellem 375 e. Kr. og frem til ca. 800 e.
Kr.
Vikingetiden fra ca. 800 e. Kr. og frem til omkring 1050 e. Kr.
.
Jernalderen strækker
sig over en periode på 1300 år, fra omkring 500 f.Kr. til 800
e.Kr. Perioden var et udpræget landbrugssamfund som udvikles i
denne periode. En social lagdeling af samfundet bliver gradvist
mere tydelig i århundrederne efter Kristi fødsel, og det viser
de første tegn på det kongedømme der opstod i Jelling i 900 årene,
måske endda før.
Betingelserne for at opretholde livet i Jellingområdet har været
gunstige. Der har været god agerjord og gode græsningsarealer i
engene langs Grejs Å. Og i passende nærhed heraf finder vi da
også Jellings ældste forgængere.
:
Hustomter fra jernalderen på Jelling kort
1. Plantagevej
2.Fårupvej
3.Søndergård 2
4.Søndergård 1 Skindbjerg 1 og 2
5. Skovgade
6. Haughus 2
7. Hvesager
Tidlig førromersk
jernalder, (500 - 300 f. Kr.)
Fra jernalderens første århundreder
er der fundet få spredt liggende hustomter ved Jelling. I denne
periode bestod gårdene kun af et langhus der var omkring 10 meter
langt og opført øst - vest. Midt på husets langsider var der
indgang både mod nord og syd.
Gårdens folk har boet i vestenden af huset, mens østenden har været
indrettet som stald. Der har været opstaldet får, geder, svin, køer
og heste, viser brandtomter fra andet sted i landet.
Ved anlæggelse af en vej i det sydlige Jelling (Søndergård 2)
blev der fundet to små hustomter side om side fra denne periode.
Sen førromersk/ældre
romersk jernalder (ca. 50 f. Kr.- ca. 50 e.Kr.)
I de sidste århundreder op imod
Kristi fødsel samles gårdene i en landsby, der sikkert afspejler
et voksende fællesskab, ikke mindst omkring landbrugsdriften.
Ved Plantagevej i det sydlige Jelling viste udgravningen, at der
var to landsbyfaser. Den ældste landsby, som man med en vis ret
også kan kalde det ældste Jelling, er opført i århundredet før
Kristi fødsel med små gårde bestående af en 50-60 m2 stor
hovedbygning og ofte også et lille udhus.
I den lidt yngre landsby fra det 1. århundrede e. Kr. er
langhuset større, typisk 90-100 m2, og nu hører der flere udhuse
med til gården. De kan have været brugt til opbevaring af foder
eller redskaber eller måske til opstaldning af mindre dyr.
Samtidig med landsbyen findes der også enkeltgårde, der ligger
for sig selv rundt i terrænet, måske fordi man har specialiseret
sig i en bestemt form for dyrehold eller andet arbejde.
I den yngste landsby ved Plantagevej ligger husene i en uregelmæssig
klynge. Der er for stor afstand imellem gårdene til at man kunne
lave et fælles landsbyhegn. Hver gård har haft sin egen
indhegning. De to sydligste gårde har dog ligget så tæt at man
har valgt at lave en fælles indhegning.
Ældre romersk jernalder
(ca.100-150 e.Kr.)
På en bakketop øst for Fårupvej
blev der hen mod slutningen af det første århundrede e. Kr. opført
en landsby med fem gårde. Her har århundreders pløjning
sandsynligvis fjernet sporene af en del af de udhuse, der har hørt
til gårdene.
Efter få årtier har landsbyens huse været udtjente og man har
valgt at genopføre hele landsbyen lidt nede ad bakkens sydlige
skråning. Her har sporene af landsbyen på grund af et tykkere
lag muld været mere beskyttet imod ploven. Hver gård har haft
to-tre udhuse.
I den yngste landsby ved Fårupvej er alle gårdene lagt på linie
i retningen øst-vest med langhuset mod syd og alle udhusene nord
herfor. Sandsynligvis har landsbyen været indhegnet. Placeringen
af gårdene gør, at de giver hinanden læ for vestenvinden.
Samtidig har langhusenes facader ligget åbne mod syd og udnyttet
solvarmen bedst muligt.
Ofringer i hjemmet
I flere af langhusene på Fårupvej
blev der fundet meget små lerkar nede i husenes stolpehuller.
Lerkarrene må være lagt ned i forbindelse med husets opførelse.
I de fleste tilfælde finder man dem i husenes indgangspartier.
Men i et hus var der lagt små lerkar ned ved både
indgangsstolperne og de tagbærende stolper i et langhus. Nogen
praktisk betydning kan det ikke have haft, men det er alligevel
helt tydeligt en bevidst handling.
Men hvilken? Det er nærliggende at opfatte miniaturekarrene som
husofre, måske til at beskytte huset og dets beboere imod vind og
vejr, mod ildebrand og lignende ulykker. Vi kan kun gætte.
Haughus
Lidt sydøst for Jelling, ved
nordkanten af Jelling Skov, har der i den sidste halvdel af det 2.
århundrede ligget en gård med en ca. 23 meter lang hovedbygning,
der ved sydsiden har en indhegning med et lille udhus. Der har
aldrig været gravet på stedet.
Når vi alligevel kender gården skyldes det et luftfoto, taget først
på sommeren 1992. Når forsommeren er tør, som i det pågældende
år, tvangsmodner kornet på grund af mangel på vand. Hvor der er
gamle muldfyldte nedgravninger, som f.eks. stolpehuller fra
jernalderhuse, søger rødderne længere ned i jorden. Her holder
fugtigheden sig længere og kornet holder derfor også sin grønne
farve længere.
Det der tegner jernaldergården på luftfotografiet er med andre
ord kornets grønne farve oven over jernalderens stolpehuller.
På markoverfladen er der fundet potteskår, der angiver alderen på
gården.
Stolpehuller set fra
luften
En stormand før
Gorm
Der er ingen tvivl om at Jelling området
i vikingetiden har været på landkortet som centrum for
Jelling-dynastiets magt og indflydelse. Men der er tegn på, at
der også tidligere har boet en stormand i området.
På Hvesager er der fundet en grav fra 2. århundrede e.Kr. med et
indhold af gravgaver, der er en stormand værdig. Den døde er
stedt til hvile med sine våben, sporer og sølvsmykker.
Kun 50 meter fra graven har der på samme tid ligget en bebyggelse
på tre gårde side om side. Alle gårdene er større end
gennemsnitsgårde fra denne tid. Den midterste gård er en smule
større end de to andre. Den skiller sig også ud ved at have
flere bygninger, bl.a. ved indgangen igennem det kraftige
palisaderhegn, der omgiver de tre gårde.
Det er sandsynligvis i den midterste gård, at stormanden har
holdt til.
.
Yngre romersk/ældre germansk jernalder (ca.
200-525 e. Kr.)
I løbet af jernalderen flytter
Jelling- landsbyen (Søndergård 1) gradvist fra sydvest imod nordøst.
I en periode på i hvert fald et par hundrede år, slår den sig
til ro i et område ca. 500 meter stik syd for, hvor vikingetidens
monumenter senere opføres. I modsætning til landsbyerne ved
Plantagevej og Fårupvej er hele bebyggelsen endnu ikke undersøgt
her. Ialt er der nu udgravet 9 gårde fra 3-5 århundrede e. Kr.
Nogle af de funktioner, der tidligere lå i udhusene, er nu
tilsyneladende flyttet ind i langhusene. De bygges længere, og
samtidig opføres der ret få og små udhuse i forhold til
tidligere.
Efter en periode i 2. århundrede med den meget stramt planlagte rækkelandsby,
er man nu igen vendt tilbage til at placere gårdene i en
tilsyneladende lidt mere tilfældig klynge.
En af gårdene ved
Søndergård 1 har haft en indhegnet gårdsplads mod nord.
Indvendig langs hegnet har der været et halvtag, der har kunnet
give læ for både folk og fæ. I kanterne af gårdspladsen har
der været flere mindre huse eller staklader og ved langhusets
sydvesthjørne har ligget et 10 meter langt hus, der måske har
huset trælle eller tjenestefolk.
Landsbyens brønd lå kun 20 meter sydøst for gården. I udkanten
af gården lå også to små vævehytter delvist nedgravet i
jorden. I den ene af hytterne lå der stadigvæk enkelte rester af
vævevægte.
De udgravede bebyggelser på Søndergård 1, er en del af et større
bebygget område fra yngre romersk og ældre germansk jernalder.
Det omfatter også udgravningerne kaldet Skindbjerg 1 og 2.
Yngre germansk jernalder (ca.600 e. Kr.) og
vikingetid (ca. 900- 950 e. Kr.)
Den yngste jernalderbebyggelse finder
vi i den østlige del af Jelling. Her har der i 600 tallet ligget
en gård med en 32 meter lang hovedbygning. Muligvis er den blot
en af flere gårde i en landsby, der nu ligger godt gemt under den
nuværende by.
Det samme kan siges om de to hustomter fra vikingetiden, der blev
fundet 100 meter nordligere. De to huse har afløst hinanden i den
første halvdel af 900 tallet. De er foreløbigt de eneste spor af
huse i vikingetidens Jelling. Det yngste af husene kan i
princippet nemt have været gæstet af både kong Gorm og kong
Harald. Herfra har de kunnet følge det omfattende anlægsarbejde,
der har været sat i værk med opførelsen af de kongelige
monumenter i Jelling.
:
Jelling i
jernalder og vikingetid.
Landbebyggelsen i Jelling kan følges
igennem det meste af jernalderen. Udviklingen går i grove træk
fra spredte enkeltgårde i den tidligste del af jernalderen til en
mere varieret sammensætning af enkeltgårde, regelmæssigt
anlagte landsbyer og endda en stormandsgård.
I stormandsgården ved Hvesager ses et tidligt eksempel på den
magtelite der udvikledes i løbet af jernalderen, men hvorfor blev
netop Jelling centrum for kongemagten i 900 årene.
Hvad var det der gjorde at kongerne Gorm og Harald hævede sig
over resten af landets høvdinge, samlede riget og magten og
gjorde danerne kristne. Var de blot de rette mænd på det rette
sted og på det rigtige tidspunkt, eller skal forklaringen findes
andetsteds.
Der er stadig mange spørgsmål der mangler at blive besvaret.
.
Jelling før
Jelling
Vikingekongerne Gorm og Harald
efterlod de imponerende monumenter midt i den nuværende Jelling
by. Men hvad gik der forud for vikingernes Jelling, og hvor lå
bebyggelserne henne.
Baggrunden for den viden vi har, kommer af resultaterne af en række
arkæologiske udgravninger i de senere år, foretaget af Vejle
Museum i forbindelse med flere store anlægsarbejder omkring
Jelling.
.
kilde: Særudstillingen
Jelling før Jelling, på Kongernes Jelling.
.
.
klik på billedet for større visning
Illustration: Arkæolog
Peter Jensen, Moesgård
.
.
.
klik på billedet for større visning