I efteråret 1971 var
jeg ved at pløje engen, som jeg havde forpagtet. Jeg ville som så
mange andre prøve, om jeg kunne avle korn i engen, da vi ville sætte
kreaturerne ud. Det blev nu aldrig nogen succes.
Under pløjningen stødte jeg kort før middag på noget hårdt. Jeg
regnede med, at det var en sten.
Efter middag tog jeg en spade og en jernkæde med derned, for at få
den her sten op, men det var ikke en sten, men derimod noget træagtigt
noget, som ikke var til at få op ved at trække.
En traktor er udstyret med en trækbom, som kan hæves op og sænkes
ned. Jeg gravede så fri om træet, og satte kæden om pælen. Jeg løftede
så op af flere gange, og til sidst stod jeg med en stolpe, der var
tre meter lang. Jeg slæbte den af vejen og pløjede videre, men der
blev ved med at komme stolper i vejen. Til sidst havde jeg trukket
en halv snes stykker op. Det var på et bestemt sted på engen, de
kom frem. Grunden til det var, at vi havde drænet engen, og på
dette sted var der noget tørveagtig jord som vandet hurtigere var
trukket af, og af den grund var stolperne kommet til at stå i pløjelaget.
Her står jeg ved
de 10 egestolper
.
Jeg kom så til at lægge
mærke til at de alle var ens i firkant og spidset ens og meget nøjagtig.
Lærer Nourup, som havde med den slags ting at gøre kom så herud,
og han kunne jo også se, at der var noget særligt ved stolperne.
Han tog et billede af dem. Det var også lærer Nourup der satte sig
i forbindelse med Nationalmuseet.
Medens jeg var ved at slæbe stolperne sammen, kom en nabo over til
mig og fortalte, at sådanne stolper havde de fundet for over 20 år
siden, da de gravede ud til fiskedamme, og ligeledes da åen blev
udvidet. Jeg ville så vide hvad han havde gjort ved dem. Han sagde,
at de havde brugt dem til brændsel, og derfor var det jo ikke
kommet frem dengang.
I sommeren 1972 kom de så fra nationalmuseet med Thorkild Ramskov
som leder. De begyndte så at grave, og det viste sig at der var 4
stolper tværgående. De målte 30 cm. på den ene side og lidt mere
på den anden. Afstanden mellem stolperne i længderetningen var
2,40 m. Ved hver stolpe stod der en hasselkæp, som de må have
brugt som afstandsmål, det er, hvad vi i dag forstår ved en landmålerstok.
Der blev på et tidspunkt sendt et stykke af en stolpe ind til en
dateringsprøve, og det viste sig at træet var fældet i år 970
plus minus 100 år. Man tror at måden stolperne er placeret på er
ved, at de med en anordning er hejst op, og så ved egen vægt er
sunket ned til fast bund, for de var jo ikke lige lange.
Museumsfolkene kom ud
og gravede flere år i træk. Det viste sig, at der var 1700 bærende
stolper, og ca. 800 støttestolper. Der er jo gået en masse træ
til. Det må jo have taget en hel skov, og det var egetræ alt
sammen. Længden på broen var som på den gamle Lillebæltsbro- 1,2
km.
Mens de gravede var
der kommet en ny dateringsmetode, og den viste at broen var fra år
979, og på den tid var Harald
Blåtand konge
i Danmark med hovedsæde i Jelling. Man mente så, at det var ham,
der havde ladet broen bygge. Broen er ikke nævnt i
Danmarkshistorien, og det menes ikke, at den har haft så lang
levetid.
I løbet af 980`erne flyttede Harald Blåtand kongesædet fra
Jelling til Roskilde og så har det ikke været så vigtigt med
broen.
Man ville gerne have
fundet ud af, hvordan overbygningen havde set ud, men det fandt man
desværre aldrig ud af. Overfladen regner man med har set ud som
vist på de to eksempler der er stillet op i begge ender af broen.
Tilkørselsvejene på begge sider, mener jeg de fandt. Op imod
Ravning fandt de en vej, hvor der var lagt sten i hjulsporene, og af
den grund mente man, at de havde kørt med enspænder vogne.
Til slut vil jeg da
fortælle, at der en sommer blev holdt en fest, hvor der var optræden
af udklædte riddere med sværd og skjolde. Selve broen var markeret
med fakler. Det var meget flot. Der var en masse mennesker den
aften, nogen mente, at der var omkring 1000 mennesker tilstede.
.
Rekonstruktion af
broen
---------------------------------
Læs også:
Ravningbroen
Vikingebroen
i Ravning
