I efteråret 1971 var
jeg ved at pløje engen, som jeg havde forpagtet. Jeg ville som så
mange andre prøve, om jeg kunne avle korn i engen, da vi ville sætte
kreaturerne ud. Det blev nu aldrig nogen succes.
Under pløjningen stødte jeg kort før middag på noget hårdt. Jeg
regnede med, at det var en sten.
Efter middag tog jeg en spade og en jernkæde med derned, for at få
den her sten op, men det var ikke en sten, men derimod noget træagtigt
noget, som ikke var til at få op ved at trække.
En traktor er udstyret med en trækbom, som kan hæves op og sænkes
ned. Jeg gravede så fri om træet, og satte kæden om pælen. Jeg løftede
så op af flere gange, og til sidst stod jeg med en stolpe, der var
tre meter lang. Jeg slæbte den af vejen og pløjede videre, men der
blev ved med at komme stolper i vejen. Til sidst havde jeg trukket
en halv snes stykker op. Det var på et bestemt sted på engen, de
kom frem. Grunden til det var, at vi havde drænet engen, og på
dette sted var der noget tørveagtig jord som vandet hurtigere var
trukket af, og af den grund var stolperne kommet til at stå i pløjelaget.
Her står jeg ved
de 10 egestolper
.
Jeg kom så til at lægge
mærke til at de alle var ens i firkant og spidset ens og meget nøjagtig.
Lærer Nourup, som havde med den slags ting at gøre kom så herud,
og han kunne jo også se, at der var noget særligt ved stolperne.
Han tog et billede af dem. Det var også lærer Nourup der satte sig
i forbindelse med Nationalmuseet.
Medens jeg var ved at slæbe stolperne sammen, kom en nabo over til
mig og fortalte, at sådanne stolper havde de fundet for over 20 år
siden, da de gravede ud til fiskedamme, og ligeledes da åen blev
udvidet. Jeg ville så vide hvad han havde gjort ved dem. Han sagde,
at de havde brugt dem til brændsel, og derfor var det jo ikke
kommet frem dengang.
I sommeren 1972 kom de så fra nationalmuseet med Thorkild Ramskov
som leder. De begyndte så at grave, og det viste sig at der var 4
stolper tværgående. De målte 30 cm. på den ene side og lidt mere
på den anden. Afstanden mellem stolperne i længderetningen var
2,40 m. Ved hver stolpe stod der en hasselkæp, som de må have
brugt som afstandsmål, det er, hvad vi i dag forstår ved en landmålerstok.
Der blev på et tidspunkt sendt et stykke af en stolpe ind til en
dateringsprøve, og det viste sig at træet var fældet i år 970
plus minus 100 år. Man tror at måden stolperne er placeret på er
ved, at de med en anordning er hejst op, og så ved egen vægt er
sunket ned til fast bund, for de var jo ikke lige lange.
Museumsfolkene kom ud
og gravede flere år i træk. Det viste sig, at der var 1700 bærende
stolper, og ca. 800 støttestolper. Der er jo gået en masse træ
til. Det må jo have taget en hel skov, og det var egetræ alt
sammen. Længden på broen var som på den gamle Lillebæltsbro- 1,2
km.
Mens de gravede var
der kommet en ny dateringsmetode, og den viste at broen var fra år
979, og på den tid var Harald
Blåtand konge
i Danmark med hovedsæde i Jelling. Man mente så, at det var ham,
der havde ladet broen bygge. Broen er ikke nævnt i
Danmarkshistorien, og det menes ikke, at den har haft så lang
levetid.
I løbet af 980`erne flyttede Harald Blåtand kongesædet fra
Jelling til Roskilde og så har det ikke været så vigtigt med
broen.
Man ville gerne have
fundet ud af, hvordan overbygningen havde set ud, men det fandt man
desværre aldrig ud af. Overfladen regner man med har set ud som
vist på de to eksempler der er stillet op i begge ender af broen.
Tilkørselsvejene på begge sider, mener jeg de fandt. Op imod
Ravning fandt de en vej, hvor der var lagt sten i hjulsporene, og af
den grund mente man, at de havde kørt med enspænder vogne.
Til slut vil jeg da
fortælle, at der en sommer blev holdt en fest, hvor der var optræden
af udklædte riddere med sværd og skjolde. Selve broen var markeret
med fakler. Det var meget flot. Der var en masse mennesker den
aften, nogen mente, at der var omkring 1000 mennesker tilstede.
.
Rekonstruktion af
broen
---------------------------------
Ravningbroen dukkede op
igen efter 1000 år
Manden på traktoren bander længe
stygt og inderligt. Her har han taget sig sammen til omsider at få
det lille engstykke pløjet. Ploven er hægtet på traktoren, og nu
skal det altså være. Så sker det, bum, ploven har ramt et eller
andet hårdt. Med traktoren haler han det, et eller andet op. Det
viser sig at være en enorm stolpe, helt sort er den og glat på
alle sider. Hvem i alverden har dog fundet på at stikke den lodret
ned i hans eng.
Så kører ploven igen, næsten 2½ meter, bum siger det igen, og
igen, og igen. Snart har han fået samlet en hel bunke af sorte
stolper, nogen ordentlige krabater for resten, de er mere end tre
meter lange, og tunge. Bum, siger det igen, nu er det iriterende, og
bum og bum, nu er det mere end iriterende, nu er det træls.
Men manden har efterhånden lagt mærke til at der er system i
galskabet, stolperne er anbragt med nøjagtig lige stor mellemrum,
og de står smukt på linie. Ege stolper på rad og række, det er
nok bedst at ringe til museet i Vejle. De sender omgående en mand.
Vi er i Jylland i Vejle ådalen, ikke langt fra landsbyen Ravning.
Det er i efteråret 1971 at gårdejer Knud Knudsen må opgive at pløje
mere. Der er stolper i massevis i jorden, ikke bare en række, der
er fire parallelle rækker og de peger lige ned mod åen. Manden fra
Vejle Museum har tidligere lagt mærke til at der rager ligesom en
stang op af en fiskedam derovre, han kan se den herfra, den står nøjagtig
i sigtelinie. Er der stolperækker helt derover, men det er jo næsten
en kilometer herfra. Det ligner en bro, i hvert fald understellet
til en bro, hvad der har været over jorden er for længst
forsvundet.
Jo, det må have været enormt længe siden, for ingen på egnen har
nogen sinde hørt om den, hvis det altså er en bro. Men en bro på
næsten en kilometers længde, det er lige så meget som den gamle
Lillebæltsbro, sådan noget hører da vor tid til, eller hvad.
Nationalmuseet rykker ud den følgende sommer, og
vikingetidseksperten Thorkild Ramskov er ikke i tvivl, det er en
bro, den har været ganske lav, men lang. Stolperne står som sagt i
rette linier og med samme mellemrum. Det gør det ganske enkelt at
finde hvad der mangler, og det er ikke så lidt. Der er 1700 store
stolper, alle af solidt egetræ. De er ikke savet til, selv om
overfladerne er glatte og regelmæssige som om de kom fra en moderne
savværk, men de er alle sammen tilhugget med økse, og de der har
gjort det, har nærmest været virtuoser, men sikke et arbejde.
Et lille stykke træ er sendt til København, og kulstof 14 metoden
siger år 980, plus, minus 100 år. Det viser sig kort efter at være
utrolig nøjagtig, en ny metode er på vej, dendrokronologien, altså
aldersbestemmelse udfra det mønster som årringene danner, og nu
ved arkæologerne at alle egetræerne er fældet i året 979, det må
have ryddet en hel skov, eller måske endda flere.
Og vi der var så stolte af de broer vi byggede i trediverne, Lillebæltsbroen,
Storestrømsbroen, Mønbroen, for slet ikke at tale om den nye
Lillebæltsbro.
Vikingerne er kommet os 1000 år i forkøbet. 979 giver os et
historisk holdepunkt, Harald Blåtand er konge, og han bygger de
store ringborge, trelleborgene på samme tid. Er disse borge og
Ravningbroen forudsætningen for at han vandt sig Danmark og Norge
og gjorde
danerne kristne, som han
roser sig af på den store
sten i Jelling, få
kilometer fra Ravning. Ingen har som sagt hørt om broen før, den
har ikke sat sig spor i form af sagn og myter, men måske forfaldt
den efter bare 50- 60 års brug, træbeskyttelse var ikke opfunden i
vikingetiden. Men en lille detalje skal vi lige have med. Sogneskel
følger altid naturlige grænser i terrænet, bare ikke her. Skellet
mellem Nørup og Bredsten sogne har altid ganske umotiveret gået tværs
over ådalen lige netop her, den har fulgt broen ganske nøje, det
eneste spor den altså har efterladt sig, indtil gårdejer Knud
Knudsens plov ramlede ind i det der var tilbage af den.
Radioudsendelse om
Ravningbroen af Bøje Marstal
Læs også:
Ravningbroen
Vikingebroen
i Ravning
