Kampe på Danmarks
sydgrænse 800-1000
Da Karl den Store undertvang
sakserne, blev den danske konge, Gudfred, bange for den farlige
nye nabo. Han afspærrede den jyske halvø fra Østersø til
Vesterhav med en vold (Dannevirke), og hærgede med sin flåde i
Frisland, truede kejser Karl den Store med at gæste ham i Achen,
men Gudfred blev myrdet i 810.
Derpå sluttedes fred ved grænsefloden Ejder.
I den følgende tid udbrød der stridigheder mellem to grene af
den danske kongeæt. En af de stridende konger, Harald Klak,
rejste ofte til Ludvig den Fromme og fik støtte af ham, men måtte
derfor også lade sig døbe (826).
I Haralds følge kom Ansgar til Danmark. I løbet af den følgende
tid blev Karolingerriget opløst (843), og et særligt tysk rige
opstod, men det var i reglen svagt, indtil Henrik 1. satte skik på
riget og optog kampen mod de hedenske naboer, madjarer, slaver og
daner.
Sydligst i Jylland sad en svensk vikingekonge, Gnupa, som herre.
Med sine danske undersåtter plyndrede han Tysklands kyster, men
Henrik 1. gik imod ham, gjorde ham skatskyldig og tvang ham til at
lade sig døbe (934). To runesten, som rejstes ved Slien vidner
dog om, at Gnupa højlagdes på hedensk vis. Vistnok faldt han i
kamp mod Gorm den Gamle, der var gift med dronning Thyra, der
efter sagnet lod Dannevirke udbedre, og derfor fik tilnavnet
Danmarks Bod eller Danebod (jellingstenen).
Kejser Otto den
Store levede i nogenlunde fred med Danmark, men da han døde,
benyttede Harald Blåtand det til et indfald i Tyskland (973).
Det hævnedes det følgende år af Otto 2. der trængte frem over
Dannevirke efter at have sat ild på voldens træværk.
Da Otto 2. drog tilbage efterlod han en høvding med en krigerflok
i det ubeboede land mellem Ejder og Dannevirke, det såkaldte
"markgrevskab Slesvig". Men få år efter tog danerne
landstrimlen tilbage, Og Knud den Store opnåede af kejser Konrad
2. et fuldstændigt afkald på markgrevskabet.
.
Danmark Kristnes
Den fredelige berøring med
Tyskland, der til tider standsede vikingetogterne på denne kant,
fremmede kristendommens indførelse i Norden. Indtil kort før år
1000 var den tyske indflydelse vigtigst, først ved Nordens
handelsforbindelse med Dorestad i Frisland, dernæst ved Tysklands
overlegne politiske magt, og den nordiske kirke blev oprindelig
organiseret som et skud af det tyske. Under Svend Tveskæg og Knud
den Store i Danmark og ved Olav Tryggvasons og Olav den Helliges
virksomhed i Norge var derimod den engelske kirkes indflydelse af
størst betydning.
.
Ansgar
Ansgar var en franker fra
Picardiet, som var flyttet fra sin hjemstavns kloster Corbie til
det derfra grundlagte Ny Corvey i saksernes land. Han var dag og
nat optaget af tanken om at udbrede evangeliet.
I drømme troede han ofte at modtage Guds bud om at gå ud blandt
hedningerne. Derfor fulgte han med glæde kong Harald Klak til
Danmark (826). Men Harald var en upålidelig mand, og snart blev
han for stedse jaget ud af landet.
Ansgar udrettede derfor i hans tid næsten intet i Danmark. Større
held havde han, da han drog til Sverige. På en ø i Mälaren blev
der rejst en kirke. Efter sin hjemkomst blev han udnævnt til ærkebisp
for danske, svenske og vender med sæde i Hamburg.
Længe varede det dog, inden han kunne genoptage
forkyndergerningen i Danmark, vikingetogterne blev nemlig
voldsommere og selve Hamburg blev ødelagt, og Ansgar undslap med
nød og næppe. Snart måtte han gøre Bremen til sit sæde.
Men da tog frankerrigerne sig sammen, så at den danske kong Hårik
måtte holde fred med sin nabo, Tyskland, og nu optrådte Ansgar
som den tyske konges udsending til Danmark, og ved sin uplettede
vandel, vandt han Håriks tillid.
Kongen tillod opførelsen
af en dåbskirke ved Slesvig. Hans efterfølger, den yngre Hårik,
gav Ansgar grund til en kirke ved Ribe.
I disse Danmarks vigtigste handelsbyer dannedes menigheder, og
dermed var udgangspunktet for troens videre udbredelse sikret.
Kirkerne fik tilladelse til klokkeringning, til forargelse for
hedningerne, der troede, at klokkeklangen skræmte landvætterne
bort.
Missionen i Sverige var overtaget af andre, men det gik ilde.
Ansgar gæstede da atter kirken ved Mälaren og styrkede den lille
menighed. At blive blodvidne for guds rige var hans højeste ønske,
men ingen nordbo lagde hånd på ham. Ansgar døde i 865.
Ansgars efterfølgere
i Hamburg Bremen virkede ikke med hans kraft. Den svage spire til
en menighed i Sverige kvaltes snart. I Danmark fik kristendommens
udbredelse ikke den fornødne støtte fra det tyske rige, der i
denne tid kun var svagt.
Derimod kunne det ske, at danske høvdinge tog dåben på togt i
vesten. Med Henrik 1. og Otto den Store blev Tyskland endelig stærk
nok til atter at give kristenforkyndelsen støtte.
| .
.
Gorm den
Gamle og Thyra Danebod var dog endnu hedninger og højsattes
på hedensk vis, men deres søn Harald Blåtand (død
ca. 986) skaffede kristendommen sejr.
Han skildres som en mand, der var rede til at høre, men
sen til at udtale sin mening. Han havde været konge i
over 20 år før han tog den afgørende beslutning.
I disse år bredtes den nye tro stærkt, og Hamburg
Bremens ærkebisp indviede de første danske bisper (I
Slesvig, Ribe og Århus).
Flere og
flere mente, at Kristus var en stærkere gud end Odin og
de gamle landvætter. Omkring 965 var det at en klerk,
Poppo, tilbød at vise den nye tros sandhed ved
jernbyrd.
Han bar det glødende jern, uden at hans hænder tog
skade, og dermed var eftertidens opfattelse godtgjort at
den nye gud var den mægtigste.
Harald Blåtand tog da kristendommen, og på kongsgårdene
og overalt hvor kongens magt nåede, ophørte dyrkelsen
af aserne.
Selv
byggede han en kirke i Roskilde. Med rette kalder Harald
sig på den sten, han rejste i Jelling over sine forældre,
for "den Harald som gjorde danerne kristne".
Langt udover Danmarks grænser søgte han at bane vej
for troen. Vikens omvendelse begyndtes af ham. Over
Norge havde han herredømmet i flere år.
|
Gorm den Gamles
mindesten over dronning Thyra
.
|
|
Harald Blåtands
runesten i Jelling
.
|
Det norske kongedømmes
grundlæggelse
Norges samling til et rige
udgik fra Viken, hvor fjeldene var lavere og dalene bredere.
Sammenslutningen var derfor lettere, og hvor man var det svenske
og det danske storrige nærmere. Danerkongerne havde tilmed ved år
800 haft herredømme over dele af Viken, og den konge der
grundlagde Norges enhed, nedstammede vistnok fra den danske kongeæt,
der var vandt til at have stor magt.
I Viken og
oplandene havde Harald Hårfager et rige af flere fylker. Han gik
derfra over Dovre og undertvang trøndernes fylker.
Landskabet Trondhjem regnedes fra nu af for den vigtigste del af
riget. I Vestnorge mødte han imidlertid langvarig modstand, som først
knuses, da han i 872 slog de forbundne fylkekonger i Havrsfjord.
Hermed var Norge samlet under en konge. men blandt de mægtige høvdinger
var der mange, som ikke ville tåle Harald Hårfagers overhøjhed.
De udvandrede til de skotske øer, og da Harald drog vestover og
underkuede disse øer, sejlede de videre og grundlagde uafhængige
bygder på Island.
Harald Hårfagers
magt i Norge hvilede især på det store jordegods, som han vandt
ved at tilegne sig de udvandredes ejendom. Man regner med at han
lagde 800 Hølders (storbønders) gårde under kronen.
Men også over de underkastede bønders gårde tiltog han sig højhed
og pålagde dem skatter, hvad nordmændene aldrig før havde
kendt. Det synes dem et utåleligt indgreb i deres ejendomsret.
I de enkelte fylker udøvedes kongemagten ved jarler og herser. I
reglen søgte Harald Hårfager at formå egnens gamle høvdinger
til at blive hans mænd og gav dem til gengæld kongsgårde til
brug, hvorefter de kaldes lendermænd.
Efter at have styret i 60 år skiftede Harald Hårfager omkring
930 riget mellem sine sønner, dog således, at en af dem, Erik
Blodøkse, blev overkonge.
Erik og hans dronning Gunild, som lod flere af brødrene dræbe,
vakte almindeligt had ved deres herskesyge og blodtørst og blev
forjaget.
Trønderne tog den yngste broder Håkon til konge. Håkon
Adelstensfostre (o.935-60), var opdraget hos kong Æthelstan i
England i den kristne tro, og gjorde forsøg på at omvende trønderne.
Det måtte han opgive og indvilligede til sidst i at deltage i
deres blot og æde hestelever.
I øvrigt var han afholdt. Han skal have ordnet Norges ledingsvæsen
og oprettet bavner på fjeldene, som tændtes når fjenden trængte
ind i landet. På den måde kunde bud nå over hele Norge på 7
dage.
Han faldt mod Erik
Blodøkses sønner på Stordøen o. 960.
Skjalden Øyvind digtede et herligt kvad om, med hvor stor hæder
han blev modtaget i Valhal af Guderne.
Harald Blåtand
Da Erik Blodøkse var død
som flygtning i England, fandt hans sønner tilflugt hos Harald Blåtand.
Med dansk hjælp vandt de o. 960 Norges rige. De var kristne og
nedbrød hovene på kongsgårdene, men vakte Harald Blåtands
uvilje da de ville frigøre sig for hans overhøjhed. Deres
fjende, trønderjarlen Håkon fra Lade, hvis fader eriksønnerne
havde indebrændt, rejste derfor til den danske konge, og de lagde
råd op mod eriksønnerne.
Harald Gråfel blev
lokket til Danmark og dræbt, hvorpå Harald Blåtand sejlede til
Norge og blev taget til konge. Selv ville han styre Viken, Håkon
Jarl blev herre over Trøndelagen og omegn, men tillige Harald Blåtands
jarl i de vestnorske fylker.
Norges enhed og selvstændighed var dermed atter ophævet (o.
976).
Men så snart Håkon
Jarl følte sig tryg bag de norske fjelde, brød han sig ikke om
danerkongens højhed. Skønt døbt i Danmark dyrkede han aserne,
og krigerne vendte sig atter til blot.
Harald Blåtand sendte da sine navnkundige jomsvikinger imod ham.
De mødte ham i Hjørungavåg. Hakon Jarl påkaldte de hedenske
guder og ofrede dem sin søn. Harald Blåtands mænd led her et
stort nederlag, mange blev dræbt.
Jomsvikingerne
Harald Blåtands magt
strakte sig også til Vendlands kyst, hvor han i Jomsborg (Julin)
gav en del af sine hirdmænd fast sæde for at være herre over
udløbet af Oderfloden.
Jomsvikingernes samfund var berømt over hele Norden for sine
strenge love og for kæmpernes dødsforagt.
En af de første jarler i Jomsborg var den svenske kongesøn
Styrbjørn, som angreb sin farbroder, sveakongen Erik. I slaget på
Fyrissletten ved Upsala, viede Erik danehæren til Odin, så der
faldt vildelse over den, og den flygtede for Erik Sejrsæl.
Om dette slag vidner en gruppe Skånske runestene, rejst til minde
om mænd, som ikke flygtede ved Upsala.
Harald Blåtand
gjorde sig forhadt i sine sidste år, bl.a. ved at øve tvang i
trossagen, og mange hedninger rejste sig og kårede hans søn,
Svend Tveskæg til konge. I kampen blev Harald Blåtand dræbt, og
hans trofaste jomsvikinger førte liget til Roskilde kirke.
Norge kristnes
Efter slaget i Hjørungavåg
troede Hakon jarl sin magt sikret, men tirrede nordmændene ved
sin grusomhed og vellyst. Bønderne rejste sig imod ham, og han måtte
søge skjul i en svinesti, hvor hans egen træl Kark dræbte ham
(o. 995).
Under disse forhold kom en af Harald Hårfagers ætlinge, Olav
Tryggvason til Norge og blev let anerkendt som konge over hele
riget. Han var heftig, frejdig og venlig, den dygtigste i våbenbrug
og idræt og en mand, der vidste hvad han ville.
Hidtil havde han ført
et eventyrligt vikingeliv. I England var han blevet døbt, og han
var fuld af iver for troen. Han omstyrtede hovene og byggede de første
dåbskirker i Norge.
Ville folk ikke godvillig lade sig døbe, tvang han dem med våbenmagt.
Længst holdt trønderne fast ved aserne. Som støtte for sin magt
her oppe byggede Olav den lille köbing, Nidaros med en kongsgård.
Han lovede trønderne at overvære deres blot. Da folkemængden
var samlet om hovet, gik han alene derind og omhuggede Thors
billede. I det samme fældede hans hirdmænd en af de største høvdinger,
og Olav råbte til den harmfulde forsamling: Lad os nu ikke holde
blot af trælle og udlevede oldinge, nej tag jeres kvinder og de
dygtigste mænd, og giv guderne dem.
Der faldt stor rædsel på almuen, og mange lod sig døbe. Således
"brød Olav mænd til kristendom".
5 år efter sin tiltrædelse faldt Olav ved Svolder (o.1000). Der
dannede sig nemlig et stort forbund imod ham, mellem Håkon jarls
sønner og Svend Tveskæg, som æggedes til had mod Olav af sin
hustru Sigrid Storråde, hvem Olav havde forhånet, og Sveriges
konge Olav Skotkonge.
På "Ormen den Lange" værgede Olav og hans mænd
(deriblandt den unge Ejnar Tambarskælve) sig længe. Til sidst måtte
Olav springe i søen. Sejrherrerne delte Norge imellem sig.
Jarlerne Erik og Svend, Håkons sønner, styrede det meste, dels i
de fremmede kongers, dels i eget navn.
Viken kom til Danmark. Riget opløstes da atter som før Olavs
tid.
Olav den Digre
Som var af Harald Hårfagers
æt, havde færdedes som kriger i England, Normandiet og andre
steder. Han kom i 1015 til Norge, fordrev jarlerne og blev taget
til konge.
Jarlerne havde givet folket frihed i trossager, og mange var atter
blevet hedninger.
Men Olav den Digre fortsatte Olav Tryggvasons gerning og "hærgede
Norge til kristendom".
I hvert fylke byggede han en kirke, lagde gods dertil og bød bønderne
sørge for præstens underhold. Snart bragte han det så vidt at
der ikke var nogen sted hvor der fandtes hedenske mænd.
Viljestærk, men
også hård og hensynsløs var han i sin styrelse og opfyldt af
tanken om kongedømmets storhed.
Han tålte ikke lendermændenes selvrådighed, men fik derved de mægtigste
mænd til uvenner, navnlig Ejnar Tambarskælve og Kalv Arneson.
Mange utilfredse høvdinger drog til Knud den Store i Danmark, og
da Olav til gengæld lavede et hærgetogt til Sjælland og Skåne,
hævnede Knud sig ved hemmelig at vinde endnu flere Norske stormænd.
Uden sværdslag tog han dernæst Norge. Forladt af de fleste
flygtede Olav med sin lille søn Magnus til Gardarige (1028), og
da han vendte tilbage, blev han fældet af bøndernes hær ved
Stiklestad (1030).
Lendermændene, der
havde hadet Olavs stærke regering, blev lige så utilfredse med
den strenge kongemagt, Knud udøvede gennem sin søn Svend og
dennes moder Alfifa,som han havde sat til at styre Norge.
Snart slog opfattelsen af Olav helt om. Der opstod rygter om jærtegn
ved hans grav, liget blev taget op og kisten sat på kirkealteret
i Nidaros.
Olavs bitreste fjender, Ejnar Tambarskælve og Kalv Arneson, drog
selv til Gardarige for at hente Magnus, som straks ved sin ankomst
blev valgt til konge af alle (1035).
Mens Knud den Store
døde uden at have gjort forsøg på at genvinde Norge, valfartede
pilgrimme allerede til Hellig Olavs sølvskrin. Det er Olav den
Hellige som gjorde Norge kristent, og som for alle tider fastslog
rigets enhed.
Svend Tveskæg (o. 985-1014)
Kort efter Harald Blåtands
død var hans søn Svend Tveskæg ved list taget til fange af
Sigvald og hans jomsvikinger, og danerne måtte løskøbe deres
unge konge. Svend synes fra den tid at han havde en plet på sit
navn. Han søgte derfor at vinde nyt ry ved at genoptage sine
vikingetogter mod England. I Danmark, som han lod passe sig selv,
gjorde Erik Sejrsæl sig til herre.
Den engelske konge, Æthelred den Rådvilde, kunne ikke værge sit
land og købte vikingerne bort ved en afgift, Danegæld.
Efter nogle års forløb vendte Svend Tveskæg hjem med store
rigdomme og genvandt Danmark.
.
To store runesten over faldne huskarle minder om den hårde
kamp Svend havde med svenskerne i Hedeby. Derefter
deltog han i slaget ved Svolder og fornyede Danmarks højhed
over Viken. Han var den første danske konge der lod slå
mønt. |
En af Svend Tveskægs
mønter
|
Englands indtagelse
Æthelred, som ikke med
penge kunne skaffe sig fred for vikingerne, fordi de stadig kom
igen, greb i 1002 til det middel at lade alle danske myrde, som
opholdt sig i den angelsakxiske del af England.
Men dette kaldte kun hævntørsten til live i Danmark. År efter
år hærgedes Englands kyster indtil kong Svend Tveskæg i 1013, i
løbet af tre måneder indtog hele England.
Året efter døde han i England, elsket af sine krigere.
I Danmark blev hans
søn Harald konge. Hæren i England hyldede den anden søn Knud.
Englænderne greb atter til våben under Æthelreds søn, Edmund
Jernside, og Knud måtte hente nye stridskræfter i Danmark. Under
de følgende kampe døde både Æthelred og Edmund, hvorefter Knud
uden modsigelse blev hyldet som Englands konge.
Ved broderen Haralds død blev han også konge i Danmark (1018).
Knud den Store (1018-35)
Knud den Store herskede over
et større område end nogen anden dansk konge havde haft. Foruden
Danmark og England lagde han en del af den vendiske kyst under
sig.
Olav den Digre og Anund Jakob (Olav Skotkonges søn) følte sig
truede og angreb Danmark, mens Knud var i England. Knud kom dog
hurtigt til, og fjenderne måtte vige, men det lykkedes dem at
tilføje ham et nederlag i Helgeå.
Alligevel var Knud den stærkeste, de to konger måtte straks
drage hjem, og Knud den Store kunne rolig begive sig på pilgrimsfærd
til Rom. Men efter sin hjemkomst undergravede han Olavs magt,
sejlede til Norge og blev Norges konge (1028-35).
Knud den Store
regnedes for jævnbyrdig med Europas mægtigste fyrster, og
kejseren afstod til ham alt krav på markgrevskabet ved Ejderen.
Knud den Store
opholdt sig mest i England, og han, der hidtil havde været
vikingekonge, forvandledes hurtig og påtog sig den store opgave
at udsone landets to folkeslag med hinanden.
Han ægtede Æthelreds enke, Emma, knyttede de engelske bisper til
sig, ryddede de mest selvrådige stormænd af vejen ved list og
vold og købte med sine skatte danske vikinger til at vende hjem.
Det lykkedes ham således at skabe fred i landet.
Den store hird
"Tingmannalid", som Æthelred havde holdt til værn mod
vikingerne, omdannede Knud, gjorde den fælles for begge lande, og
gav dette "vederlag" en egen lov, Venderloven. Den der
sveg sin drot, skulle udstødes af laget som nidding og være
fredløs, og den der var ukammeratlig, fik lavere plads ved
bordet.
Knud var selv den første, der krænkede loven ved at dræbe en af
sine huskarle, men han underkastede sig vederlagets dom og betalte
svære bøder.
Han var ven af kirken, som støttede ham i hans fredsgerning, og
gav klostrene store gaver.
Knuds virksomhed i
Danmark er mindre kendt. Den danske kirke styrkedes under ham. Det
store bispedømme i Roskilde deltes ved oprettelsen af en ny
bispestol i Lund, og mange klerke kom til Danmark, og de første
klostre grundlagdes.
Når Knud den Store
var i England, førtes rigsstyrelsen i Danmark af en jarl. Det var
i nogle år hans søster Estrids mand, Ulv jarl. Det fortælles at
da folket var utilfreds med Knuds hyppige fraværelse, lod Ulv på
tinge Hardeknud (Knud og Emmas søn) hylde som konge. Knud lod da
Ulv dræbe i Roskilde Kirke, og var for stolt til at gøre bod
derfor.
Knud fremtræder i
mange af sine handlinger som grusom, blodtørstig og hævngerrig,
men hans vilde vikingesind kunne bøje sig i anger og ydmyghed. I
to breve til sine undersåtter tilstår han ærlig, at han ofte
har handlet uret, men lover gud for fremtiden at leve ret og
fromt.
På den anden side føler han sit guddommelige kald, og med
myndighed byder han både over stat og kirke.
.
.
