Året 845 blev et
skæbneår. Seineegnen blev plyndret. Paris og selv byens befæstede
kerne på cite-øen blev erobret og plyndret påskesøndag den 28
marts, og Karl den Skaldede betalte vikingerne 7000 pund sølv for
at få dem til at trække sig tilbage. Det var den første af hans
mange udbetalinger til dem. De fik dog ikke meget fornøjelse af
de tungtlastede skibe. Anføreren Regnar, (der også tog en bom
fra den parisiske byport med som souvenir) og næsten alle andre døde
på vej hjem eller hjemme af en epidemi "en Guds dom med
blindheds mørke og vanvid." Kong Horik af Danmark, der samme
år havde ødelagt Hamburg, forstod at der lå guddommelige kræfter
bag og tilbød at sætte alle kristne krigsfanger fri, muligvis
også at levere de røvede skatte tilbage. Måske var han
medansvarlig for det store togt i Frankrig.
Epidemien hindrede
dog ikke vikingernes videre fremfærd. Heller ikke en fælles
sendefærd til kong Horik fra kongerne af alle tre frankerriger i
847 hjalp, selv om der truedes med krig. I 880erne beskrev munken
Ermentarius fra Noirmoutier i malende vendinger de ulykker,
vikingerne nu forvoldte.
Antallet af skibe
vokser. Den endeløse strøm af vikinger hører aldrig op at
stige. Alle vegne er de kristne ofre for massakrer, brande og
plyndringer. Vikingerne erobrer alt på deres vej. Ingen kan modstå
dem. De indtager Bordeaux, Perigeux, Limoges, Angouleme og
Toulouse. Angers, Tours og Orleans er udslettede. En utallig flåde
sejler op ad Seinen, og ondskaben vokser i hele landet. Rouen er
lagt øde, plyndret og brændt. Paris, Beauvais og Meaux er
indtaget, Meluns stærke fæstning er jævnet med jorden, Chartres
besat, Evreux og Bayeux plyndret og alle byer belejret.
Ikke blot byer,
kirker og klostre og deres indbyggere blev ofre. Det gik også i
nogen grad ud over civilbefolkningen på landet, hvor mange
officielle løskøbelsesafgifter til vikinger blev skaffet ved at
lægge nye afgifter på alle, også de fattige, og vikingerne tog
desuden selv mange slaver. Nogle steder bosatte de sig også, men
omfanget og varigheden af disse bosættelser er ukendt. I 845 slog
de sig roligt ned i landet. Det var i Aquitanien. Og i 850 fik de
anvist land til bosættelse efter at have plyndret fra Seinen.
Baggrunden var her, at Lothar var på vej, hvorpå Karl den
Skaldede allierede sig med røverne.
Ved denne tid var
adskillige vikingehære i gang, og i 861 lovede kong Karl en stor
sum til en hær ledet af Weland, for at uddrive en anden, der
havde sat sig fast på en ø i Seinen. Den belejrede hær, der var
plaget af sult og elendighed, gav nu også Weland meget guld og sølv,
hvorpå de spredtes og gik i vinterlejr forskellige steder langs
Seinen. Næste år sluttede Weland sig til Karl og blev døbt, og
den store flåde sejlede bort. Men i 863 blev Weland dræbt af en
anden viking. Karl den Skalledes viking mod viking metode led
dermed skibbrud for en tid.
På et rigsmøde i Pitres i 864 blev
rigets problemer understreget gennem udstedelse af kongelige
forordninger. De forbød de kongelige grever at tilegne sig frie mænds
heste og ejendom, så disse hindredes i at yde kongen
krigstjeneste mod vikingerne, og under trussel om dødsstraf blev
det forbudt at sælge heste og våben til vikinger. Det mest
effektive værn mod dem blev dog befæstede broer over floderne
samt forstærkninger af bymure og nye borge, som Karl og hans
efterfølgere lod opføre inde i landet. Det viste sig blandt
andet ved vikingernes lange belejring af Paris i 885-86, der er så
malende beskrevet af Abbo. Her måtte de opgive trods store
anstrengelser. Men
flodmundinger og kystegne kunne Karl ikke beskytte. Her var hærenes
baser.
.
.
.
