Kort efter at nordmændene
i 1035 havde valgt Magnus til konge, døde Knud i England og
fulgtes i Danmark af Hardeknud (1035-42), og i England af en anden
søn.
Da Hardeknud ville angribe Norge, satte høvdingerne fra begge
lande igennem, at de unge konger skulle holde fred, og at den længstlevende
af dem skulle arve den andens rige.
Ved broderens død i England fik Hardeknud også dette rige, men døde
selv pludselig i 1042. Dermed var Knud den Stores rige opløst.
England vendte tilbage til den angelsaxiske kongestamme (Edvard
Confessor).
I Danmark blev Magnus konge. Magnus havde meget af sin slægts hårhed,
men blev med tiden mildere og vandt tilnavnet "den
Gode".
I Danmark mindedes han for sin sejr på Lyrskov Hede over en stor
vendisk hær, der var trængt ind over grænsen.
Ulv Jarls søn,
Svend Estridsen, som Magnus satte til jarl i Danmark, gjorde oprør
mod ham, men var ikke heldig i kampen og søgte støtte hos sine
venner i Sverige, hvorfra han gentog sine angreb. En halvbroder
til Olav den Hellige, Harald Hårderåde, der havde været væringhøvding
i Miklegård, kom hjem til Norge, og Magnus måtte dele riget med
ham.
Før sin død i 1047 bestemte Magnus, at Svend skulle være konge
i Danmark og Harald i Norge.
Harald Hårderåde
(1047-66) ville ikke give slip på Danmark og gjorde fra Oslo, som
han grundlagde, mange hærgetogt mod Svend Estridsen, men måtte
til sidst anerkende ham som Danmarks konge. Harald var hård og
streng og lod den gamle, mægtige Ejnar Tambarskælve myrde.
Han var den sidste af en lang række konger, der tilbragte barndom
og ungdom i fremmede lande, og han var den sidste vikingekonge.
Han faldt da også på et Englands togt.
.
Efter vikingetidens
afslutning
Af periodens nye statsdannelser gik de fleste tabt for Norden. Af
blivende betydning fik det nye kongerige Norge, og
fristatssamfundet på Island.
.
Danmark
Danmark omfattede tre lande:
Skåne (med Halland, Bornholm og måske Blekinge),
Sjælland (med Lolland -Falster og Møn),
Jylland (med Fyn) til Ejderen.
Hver af disse havde sit eget landsting (ved Lund, Ringsted og
Viborg) med egne retsvedtægter.
Jylland var delt i sysler. Det væsentligste bånd mellem landene
var kongemagten, der støttede sig til vederlaget. Det gav i
Danmark måske lige så høj anseelse at være kongens mand som at
høre til en stor og uafhængigt bondeæt.
Kongemagten var arvelig i kongeslægten, men folket hævdede ret
til at vælge mellem den afdøde konges sønner.
Kristendommen havde sejret overalt, undtaget i enkelte afsides
egne (Blekinge og Bornholm), som kristnedes i den følgende
menneskealder.
Frankerne kristnedes o. 500, Angelsakserne o.600, Friserne o.700,
Sakserne o.800
.
Kristendommen
Vikingetiden bragte gæring
i de gamle gudeforestillinger, og mange opgav helt troen på
aserne og stolede kun på deres egen kraft og styrke.
Andre (Harald Hårfager) troede kun, at der var en gud. Ved
asertroens opløsning forberedtes kristendommens sejr, men det nye
trosindhold kunne ikke på en gang tilegnes af nordboerne.
I reglen indskrænkede deres kristendom sig til troen på Kristus
som den eneste gud, Verdens Drotten.
De gamle guder og vætter vedblev at leve i folketroen som onde
naturvæsner, der kunne skade menneskene, men stærkere var
Kristus og djævelens overvinder, Sankt Mikael, og korsets tegn
var et sikkert værn.
Kristendommen måtte
kræve at nordboerne brød med deres nedarvede sæder: Børneudsættelse,
umådehold i mad og drikke, ringeagt for menneskeliv. Kirken
stillede krav om at ethvert barn skulle optages i samfundet gennem
dåben, at man hver fredag og hele 40 dage før påske skulle
faste, at manddrab skulle regnes for en synd. Den som øvede
kristendomsbrud blev udelukket fra kirken og blev først optaget
igen når han viste sin angers ærlighed gennem skriftemål, bodsøvelser
(faste, nattevagt) og gode gerninger (som at give almisse, bygge
vej og bro, frigøre hærtagne mænd og trælle). Gentaget
kristendomsbrud straffes med "båndsmål"= udelukkelse
fra nåden= den pågældende blev fredløs.
Kirkens hjælp påkaldtes
af folket, især ved døden. Præsten viede den døende med den
hellige olie, og over den døde blev der sunget ligsang og holdt
nattevagt. På tredje dag drak man den afdødes sjæleøl, der trådte
i stedet for det hedenske gravøl.
