.
Men i 835 gik
togterne for alvor i gang på fastlandet og optrappedes i Irland.
Vikingerne tog for alvor fat i England, og den angelsaksiske krønike
har den lakoniske notits," I dette år hærgede hedenske mænd
Sheppey ". Det blev den egentlige begyndelse på over 200 års
kraftigt nordisk engagement, og nu var især danskerne aktive. Det
militære forløb kan følges næsten år for år i krøniken, men
der er også andre skriftlige kilder, som f.eks. Assers historie
om kong Alfred den Store af Wessex. Ligesom i Frankerrigerne var
der blomstrende byer, og der var megen rigdom blandt stormændene,
så i England var det ikke specielt klostre som blev plyndret.
.
.
Udviklingen fulgte
i begyndelsen samme mønster som andre steder. Først hurtige
angreb på øer og forskellige lokaliteter ved kysten, enten fra
baser på det europæiske fastland, i Irland eller direkte
hjemmefra, og siden overvintring. Den første oplysning herom er
fra vinteren 850-851, hvor vikingerne slog lejr på øen Thanet
ved østkysten af Kent. Et par år senere havde de deres første
vinterlejr på Sheppey. Snart hører man også om togter ind i
landet, og i 865 sluttede en hær med lejr på Thanet fred med
Kents folk mod at få penge. Det var den første af mange engelske
danegældsbetalinger.
Så tog
begivenhederne fart. I 865 kom en stor hedensk hær til England.
Vi kender navne på mange af hærførerne, både konger og jarler.
Blandt dem er "Lodbrogsønnerne" Ingvar og Ubbe.
De er således historisk hjemlede personer, mens deres fader, Regner
Lodbrog, næsten kun kendes som helt i rent eventyrlige sagn.
Størrelsen af hæren er omdiskuteret, men mange mener den var på
2-3000 mand. Den tog vinterkvarter i East Anglia, fik heste og
sluttede fred med folket. Næste år drog hæren til Northumbria,
erobrede hovedstaden York den 1 november, sluttede fred med
northumbrerne, anbragte en lydkonge på tronen og overvintrede
der. Det var sandsynligvis også omkring denne tid, at Whitby
kloster blev plyndret og ødelagt, her er fundet en del beslag,
som formentlig er revet af kirkelige sager ved den lejlighed, og
stednavne i området tyder på, at klostrets jordegods blev
overtaget af vikinger. I 867 drog hæren til Mercia, havde
vinterkvarter i Nottingham og sluttede fred med dette rige. I 868
drog den igen til York og blev et år, og i 869 red den gennem
Mercia til East Anglia, tog vinterkvarter i Thetford, erobrede
hele landet og dræbte kong Edmund, der snart blev dyrket som
martyr og helgen. I 870 stod Wessex for tur. Hæren tog
udgangspunkt i Reading, og i 871 blev der, siger den Angelsaksiske
krønike, udkæmpet ni store slag foruden mange mindre kampe, og
ni danske jarler og en konge blev dræbt. Men Wessex sluttede fred
med vikingerne. Det var det år Alfred den Store blev konge.
Systemet med stadig
skiftende vinterkvarterer og mange fredsaftaler fortsatte en tid.
I 871-72 var der lejr i London, næste år i Torksey i Mercia, og
begge år sluttede Mercia fred med hæren. Men i 873-74 tog den
vinterkvarter i Repton, fordrev kongen af Mercia og satte en overløber
på tronen.
Repton blev et
vendepunkt. I 874 delte den store hær sig. Halfdan drog med en
del af den til Northumbria, tog vinterkvarter ved floden Tyne,
erobrede i løbet af det følgende år landet og plyndrede vest og
nordpå. Det berettedes også, at St. Cuthberts klostersamfund på
Lindisfarne forlod den udsatte ø i 875 for at søge sikkerhed på
fastlandet. Her drog det gennem nogle år fra sted til sted med
St. Cuthberts og andre relikvier, og tilsyneladende uden at lide
overlast, selv om Northumbria var fuld af vikinger. I 876 har krøniken
den berømte meddelelse," og dette år delte Halfdan
northumbrernes land ud, og de gav sig til at pløje og skaffe sig
et udkomme." Vikingerne havde taget land for at bo. Halfdan døde
vistnok året efter.
Den anden del af hæren
der i 874 forlod Repton under kongerne Gudrum, Osketil og Anund,
drog til Cambridge og blev et år. Derpå gik hæren ind i Wessex,
det sidste uafhængige rige, og kong Alfred måtte slutte fred. I
875-76 var der vinterlejr i Wareham og næste år i Exeter. I
sensommeren 877 drog hæren så til Mercia," og delte noget
af det ud og gav noget til Ceolwulf." (deres lydkonge). Men
ikke alle slog sig til ro, for der var base i Gloucester, og lige
efter årsskiftet kom hæren tilbage til Wessex, til Chippenham, og
tog magten over det meste af riget. Kong Alfred flygtede med en
lille skare ud i sumplandet og befæstede sig i Athelney. I løbet
af foråret 878 fik han imidlertid samlet en hær, og ved Edington
vandt han den afgørende sejr over vikingehæren. Ved
fredsslutningen lovede denne at forlade Wessex og kong Gudrum at
lade sig døbe. Det blev han snart efter sammen med 30 stormænd
og med kong Alfred som gudfader, og de fik mange dåbsgaver og en
udsøgt behandling.
I 878-79 tog hæren
vinterkvarter i Cirencester. Derpå drog den til East Anglia, og
under 880 skriver krøniken at den bosatte sig der og delte landet
ud. En særlig gruppe sejlede dog til Gent, på den vesteuropæiske
fastland, og i de nærmest følgende år er det især derovre, man
hører om vikingeplyndringer.
I England havde hæren
efter 15 års omflakkende liv nu erobret tre af de fire riger og
selv fået land at bo på og dyrke. Gudrum brød ganske vist snart
aftalen med kong Alfred, men en ny, hvis tekst er bevaret, blev
indgået i 886 eller kort efter. Her fastlægges grænsen mellem
Alfreds og Gudrums riger, og der gives en række regler for
fredelig samkvem mellem de to folkegrupper.
En del skjulte sølvskatte
fra disse år vidner om de urolige tider og hærens færden rundt
om i England, og en af de mange værdigenstande vikingerne tog i
800 årene- et prægtigt udsmykket evangeliehåndskrift, Codex
Aureus kan også indentificeres med sikkerhed. For heri blev siden
skrevet at det er købt tilbage fra hedninge for guld.
På det vesteuropæiske
fastland var det imidlertid stadig mange der ernærede sig på
traditionel vikingevis. Men tiderne blev svære, og i 892 kom en
stor dansk hær fra Boulogne til England, og desuden kom Hasting
med sin hær fra Loire og ville bosætte sig, ligesom deres
kolleger havde gjort. Den store hær der nu kastede sig over
Wessex, skal have talt 3-400 skibe. Hæren fik støtte fra
vikingerigerne i England, og det kostede Kong Alfred flere års
kampe at drive dem ud af Wessex, hvorpå den drog op til det
danske Nord-England. Fra nu af var anglerne den stærkeste part i
kampen.
Kong Alfred nøjedes ikke med i farefulde tider at indkalde
mandskab til forsvar, men holdt nu en stående hær, som altid var
kampberedt, og han havde lært af danerne at bygge en flåde af
langskibe, som sikrede kysterne mod landgang.
Alfreds efterfølgere
fortsatte kampene mod erobrerne, og i 937 slog Kong Æthelstan
danerne afgørende og lagde dem under sin overhøjhed.
Samtidig stilnede togterne og udvandringerne fra Norden af, og i
henved 40 år havde England fred.
Fra omkring 990
havde Kong Æthelred jævnligt købt sig fred for vikingerne med
store pengesummer, Danegæld, men til liden nytte, for danerne kom
så meget snarere igen. I året 1002 stod en stor dansk hær på
ny i England og tiltvang sig et forlig.
24000 pund sølv og frit underhold i landet. Den lejrede sig især
i Wessex og lå der til ud på Året. Da lod Æthelred den 13
november 1002 myrde alle de daner, som man kunne overkomme. Dette
uhørte blodbad kaldte danerne hjemme til hævn, og ny vikingehærgninger
blev følgen.
Navnlig blev Skåningen Torkil den Høje (broder til
jomsborgjarlen Sigvalde) farlig for England, til han, for en stor
Danegæld gik i Æthelreds tjeneste med sine 45 skibe.
Året efter kom danerigets konge, Svend Tveskæg med Danmarks
store ledingsflåde. Bønderne havde givet samtykke til togtet.
I løbet af få måneder indtog Kong Svend hele landet, endog
Wessex hyldede ham, og kun øen Wight holdtes af Torkils kæmper i
Æthelreds navn.
Straks efter dette ustandselige sejrsløb døde Kong Svend brat
(februar 1014).
