Vikingekrigeren der
skabte et Nordsøimperium bestående af England, Danmark, Norge og
en del af Sverige.
.
Knud den Store var
søn af Svend Tveskæg, bedstefaderen var Harald Blåtand og
oldefaderen Gorm den Gamle.
Svend Tveskæg efterlod sig to sønner.
Den ældste, Harald, blev taget til konge i Danmark, mens Knud,
efter det ønske faderen havde udtalt på sin dødsseng, hyldedes
af hæren i England som dette riges konge. Englænderne fik
imidlertid ved deres frygtede fjendes død nyt mod, og under Æthelreds
tapre søn, Eadmund Jærnside, rejste de sig og tvang Knud til at
rømme landet og gå til søs med flåden. De engelske gidsler,
som han havde i sin magt, lemlæstede han ved at skære øre, næse
og hænder af dem og sendte dem så i land. Knud søgte til
Danmark og fik sin broders hjælp til ny rustninger. Også fra
Norge og Sverige ilede kæmper til, og endelig kom Torkil den Høje,
som atter havde forladt Æthelreds parti. Med stor magt sejlede
Knud igen til England, hvor han og Eadmund Jærnside udkæmpede en
række blodige slag, indtil de enedes om at dele riget. Æthelred
var da død. De byttede sværd og kappe og tilsvor hinanden
broderskab.
Knud fik det nordlige, Eadmund det sydlige. Og da Eadmund døde
uventet 1016, hyldede stormænd fra hele England Knud som det
samlede riges konge.
Den hårde modstand havde lært
Knud, at han kun i tryghed kunne nyde sit rige, når dets folk
glemte at han var en fremmed. Derfor gik hans ønsker ud på at
knytte sig så nær som muligt til England. Den omtrent tyveårige
konge, som trods sin ungdom allerede havde haft en hustru eller
frille fra Nordengland ved navn Ælfgifu, med hvem han havde to sønner,
Harald og Svend, ægtede nu Æthelreds enke Emma fra Normandiet,
og lovede at de sønner, hun måtte føde ham, arveret forud for
sine to sønner med den Nordengelske Ælfgifu.
Dermed var der sluttet forbindelse til det gamle engelske
kongehus, og hun fik to børn med ham, Hardeknud og Gundhild,
Det var langt fra at danskerne
blev til en herskende klasse i England. Knud måtte selvfølgelig
belønne den store ledingsflåde, som havde fulgt ham fra Danmark.
De fik en uhyre stor sum - 72.000 pund sølv i Danegæld, foruden
de store summer, der var ydet som brandskat, af London f.eks.
10.000 pund sølv. Men derefter gav han ledingsflåden i året
1018 hjemlov.
Overfor sit folk gav han det højtidelige tilsagn, at han ville
holde "Eadgars love", som stillede daner og angler lige,
så hvert folk lød under sin egen lov.
De endnu levende medlemmer af
det gamle engelske kongehus, som snarest kunne komme ham i vejen,
fik han fjernet til udlandet. Da han endvidere med hård hånd
afsatte eller udryddede de stormænd, som var farligst for hans
magt, sad han snart trygt på Englands trone.
Ved at hjemsende den hær, som
havde hjulpet ham til at erobre England, ville Knud stryge alt af
sig, som kunne minde det engelske folk om, at han i virkeligheden
var kommen til riget som en fremmed landeraner. Men han havde brug
for en stor væbnet styrke for at sikre sig. Den fandt han i den
huskarleflok, som allerede Æthelred havde holdt, og som især
rummede nordiske krigere. Af denne engelske hird, som hidtil havde
haft et kald at slås med danerne, og vel også af sin egen hird
dannede han sig en efter tidens forhold meget stor stående hær
af mænd, for hvem krigen var det egentlige livskald.
Det er den navnkundige Tinglid, som siges at have talt 6000 mand.
For at holde orden og tugt i denne store flok huskarle, som skulle
leve sammen i og ved kongens gård, lod han de gamle danske hærlove
gælde, sådan som de havde gjort for hirden i Danmark. De kaldtes
Venderloven, et navn som i Danmark overførtes på hele
huskarleflokken, der i de følgende hundrede år oftest hed
Vederlaget. Venderloven indeholdt nøje regler for, hvilken bod
der skulle gives for hver udåd, øvet af en hirdmand. Sakse fortæller,
at Knud selv var den første som brød loven ved i hidsighed at dræbe
en huskarl, og at han derpå viste sin anger og lovlydighed ved at
idømme sig selv nifold mandebod. Der er flere handlinger i Knuds
liv, som ligner denne. En ustyrlig vrede, der driver ham til
voldsmand, og bagefter en ydmyg fortrydelse. Det mærkelige er
ikke at han, vikingesønnen, endnu ikke var så dybt præget af
kristendommen, at han helt kunne afholde sig fra drab i avind og
vrede. Det påfaldende er derimod, at de voldshandlinger, der
skyldes ren personlig hævnlyst, synes at være få. Det er
snarere politiske grunde, der har ledet ham i de fleste af slige
tilfælde. Dette gælder f.eks. drabet på Eadrik Streon. Eadrik
var en engelsk stormand, som under kampen om Englands krone havde
spillet en tvetydigt rolle rolle, og til slut forrådt Eamund Jærnside.
Ved et møde i London 1017, hvor adskillige af Knuds fjender blev
henrettet, forlangte Eadrik løn for sit forræderi.
"Du drottensviger, hvorledes skulle du være mig tro" råbte
Knud og bød Erik Jarl at dræbe ham. Jarlen løftede sin økse og
huggede ham ned. Langt senere var det, at Knud fattede fjendskab
til den danske jarl, Ulf, som var gift med hans søster Estrid.
Ulf havde som jarl i Danmark stræbt efter en selvstændighed, som
ikke kunne forliges med Knuds magt. Det siges endog, at han på
grund af Knuds langvarige fraværelse fra riget, havde ladet
dennes søn, drengen Hardeknud, hylde som Danmarks konge.
Da Knud så kom til Danmark, tyede Ulf til St. Lucii Kirke i
Roskilde, men Knuds vrede var så stor, at han lod svogeren
nedhugge på det hellige sted. I begge disse tilfælde vendte
Knuds fjendskab sig mod stormænd, som var farlige for hans
kongemagt. Men ondskab, øvet for ondskabens skyld, rent personlig
hævnsyge, ondskabsfuld glæde ved at martre værgeløse fjender,
alt det var han fri for.
En tid tænkte Knud på at frigøre
den danske kirke fra ærkebispen i Bremen, og at lade sin engelske
ærkebiskop i Canterbury være dens leder. Men snart forligede han
sig med Bremen og tillod, at en klerk fra Køln blev biskop i
Slesvig. Det hænger sammen med, at Knud sluttede venskab og
forbund med Tysklands konge og Roms kejser, Konrad den Anden. De
trængte til hinandens støtte imod Polen, som på den tid var
blevet en mægtig stat, der udvidede sit herredømme mod vest
blandt Venderne. Knud underlagde sig en stor del af Vendland,
eller snarere fornyede den gamle danske overmagt i disse egne.
Med rette kaldtes Knud den
Rige, eller senere den Store.
Snorre fortæller "I hele hans rige var der så god fred, at
ingen turde bryde den". Han tog skat og skyld af de rigeste
blandt alle nordlandene. Vi har set at de nordlande, han tog skat
og skyld af, var England, Danmark og Vendland. Men hans krav rakte
videre ud.
Som Konrad imod syd var kejser over mange lande og fyrster,
opfattede Knud sig som en overherre over alle de nordlige riger.
Han kaldte sig kejser over Bretland, d.v.s. over både Skotland og
England, og på mønter, der er slået i Sigtuna, nævnes han som
konge over Sverige. Var nu end hans magt over Skotland og Sverige
næppe stort mere end et navneherredømme, så vandt han til gengæld
virkelig kongedømmet i Norge
I hans tid fik
England også et nyt engelsk aristokrati, der skyldte ham takken
for deres fremgang. I de mange kampe siden 991 var mændene i
mange af de gamle slægter døde i heltemodig kamp, dræbt af
kongerne for mistanke om forræderi eller gået i landflygtighed.
Knud videreførte hovedstrukturen i den engelske kongemagt, men
hans mænd var andre end Æthelreds, og i forbindelse med disse
skift skete der store omfordelinger af jord og ændringer i rigets
styrelse.
I 1018 døde kong
Harald den II af Danmark, og i vinteren 1019-20 drog Knud dertil
for at sikre magten efter broderen, mens styret i England blev
lagt i hænderne på Thorkild Høje. Fra Danmark sendte Knud et
budskab til det engelske folk, formentlig beregnet på mundtlig
fremførelse ud over riget, hvor han gør rede for sine
resultater, at han har sikret England mod trusler fra dansk side,
og han understreger sin rolle som kristen konge af England og sin
autoritet der. Senere blev Thorkild Høje vistnok Knuds repræsentant
i Danmark for den lille Hardeknud. I 1020erne begyndte Knud at gøre
krav på Norge, og i 1028 erobrede han landet fra Olav den
Hellige. Snart efter blev det styret af Ælfgifu og hendes søn
Svend. I 1027 underkastede den skotske konge sig, og i det budskab
til det engelske folk, Knud lod sende under rejsen til Rom i 1027,
kalder han sig konge af hele England og af Danmark og over nordmændene
og en del af sveerne. I Rom overværede han kroningen af den tyske
kejser Konrad og blev højt æret. Han indgik også praktiske
aftaler til gavn for englændere og skandinaver, og aftalte
giftermål med Konrads søn Henrik, der senere blev kejser, og sin
datter Gundhild. Ægteskabet blev indgået i 1036, men hun døde få
år efter.
Knud blev først og
fremmest engelsk konge. Han drog til Skandinavien, når der opstod
problemer bl.a. for at hindre nye vikingeangreb på England. Han
skabte fred i det gennem mange år hærgede land, og der er heller
ingen tegn på indre oprør. Freden kostede betaling til hans
Thinglid, men det blev formentlig anset for både billigere og
behageligere end plyndringer og udbetaling af danegæld til hærgende
fjender.
Knud lagde vægt på
de gamle engelske love, og han var en stor velgører for kirken. I
mange henseender blev han næsten engelsk- engelsk, og han gjorde
under stor publicity afbigt for gamle vikingesynder. For at bøde
kong Edmund af East Anglias martyrdød i 869 byggede han en stor
kirke til klosteret i Bury St. Edmunds. For mordet på ærkebispen
af Canterbury i 1012 lod han under stor ceremoniel dennes lig
overføre fra London til Canterbury. Og som bod for det blodige
slag ved Assandun i 1016 lod han bygge en kirke på slagmarken.
Mange kirker fik store gaver, og overdragelsen af en af dem, et
gyldent alterkors til New Minster i Winchester, blev omkring 1031
foreviget i tegning i kirkens mindebog.
..
.
Knud den Store og
hans dronning Emma skænker et gyldent alterkors til kirken New
Minster i Winchester. Knuds højre hånd holder om korset, den
venstre om sværdet. Kongeparrets navne er skrevet ved deres
hoveder. Over dronningens står Ælfgyfu, som var hendes Engelske
navn. Tegning på pergament i kirkens mindebog over venner og velgørere,
Liber Vitae,som formentlig blev påbegyndt i 1031. Den er det
eneste samtidige billede af Knud.
.
Der er opbevaret et
vers som Knud den Store selv digtede.
Lifligt sang de
munke af Ely,
da Kong Knud roede der forbi
ror, bådsmænd, nær til land,
at vi kan høre munkenes sang.
Knud og Emma
opholdt sig ofte i Winchester, og her blev han begravet i en anden
af byens hovedkirker, Old Minster, da han døde i 1035, ca. 40 år
gammel. Det var lykkes den meget unge vikingekonge at ændre sit
image til engelsk konge og på fortrinlig vis at varetage embedet.
Men med Knud var
stabiliteten forbi, og det store imperium splittedes straks.
Hardeknud var i Danmark og trods megen modstand fra Emma og andre
blev Ælfgifus søn Harald konge i England. Alfred en af Emmas to
sønner med Æthelred, kom fra Normandiet, men blev dræbt, og
Emma måtte flygte. Harald døde i 1040. Hardeknud og Emma vendte
tilbage til England, hvor han opkrævede en kolossal skat til de
60 skibe i sit følge. Han døde i 1042," han stod med sin
drik og faldt pludselig om med skrækkelige kramper", fortæller
krøniken, og en anden version skriver," I hele sin
regeringstid gjorde han intet, som var en konge værdigt".
I 1066 blev Harold
Godwinsson valgt til konge. Men andre havde kik på tronen, og i
september sejlede Norges konge Harald Hårderåde mod England.
Ligesom Svend Tveskæg ville han begynde sin erobring i
Nordengland, hvor det nordiske befolkningselement var stærkest.
Men i slaget ved Stamford Bridge blev han slået af kong Harold og
dræbt. Hertug Vilhelm af Normandiet landede nu i Sydengland, også
med erobring for øje, og Harold Godwinsson hastede sydpå. I
slaget ved Hastings blev hans hær slået og han selv dræbt, og
juledag 1066 blev den normanniske vikingeætling Vilhelm kronet
som Englands konge. Det afgørende slag ved Hastings og hele
baggrunden derfor blev en halv snes år efter gengivet i
normannisk version på det 70 meter lange billedtæppe, som kom
til katedralen i Bayeux i Normandiet.
Med Vilhelm fik
England et helt nyt styre og en fransk-normannisk overklasse, og
der var adskillige oprør. I 1069 blev et stort oprør i
Nordengland slået ned og straffet på usædvanlig brutal vis, og
de store vikingeflåder, der dukkede op i 1069, 1070 og 1075 ledet
af medlemmer af det danske kongehus, fik ingen større betydning.
I 1085 organiserede kong Knud af Danmark en vældig flåde for at
erobre det land hans navnefælle og bedstemors broder havde
hersket over. Vilhelm overførte enorme hærstyrker til England,
Men Knuds flåde kom aldrig af sted. Han blev selv opholdt af
problemer ved sin sydgrænse, og i sensommeren spredtes den. Hans
embedsmænds voldsomme fremfærd mod dem der var draget hjem,
fremprovokerede et oprør, og kong Knud blev dræbt. Det skete i
den engelske helgen St. Albans kirke i Odense i 1086. Drømmen om
England gjorde Knud til Danmarks første kongehelgen, men ikke til
engelsk vikingekonge. Det var sidste gang England blev søgt
erobret fra Norden.
For Skandinavien
fik Englandseventyrerne kolossal betydning. De som overlevede, fik
del i de vældige sølvmængder udbetalt som Danegæld og heregeld
lige til 1051, samt mellem 991 og 1016 i plyndringsgods, selv om
anførerne sikkert fik mest. Der er udbetalt millioner af mønter.
Kun en brøkdel kendes i dag, men selv det er imponerende, for
over 40.000 mønter er fundet i Skandinavien, og tallet vokser
stadig.
.
