800-årene.
Der forsøgtes et
fremstød for danernes kristning i 800- årene.
Ansgars levned, et
mindeskrift skrevet kort efter den store forkynders død i året
865. Der står skrevet: Derefter hændte det sig at en kong Harald
som herskede over en del af Danmark, af andre konger i samme land
blev forfulgt med had og fjendskab og uddrevet af sit rige. Han søgte
den berømmelige kejser Ludvig, og bad ham hjælpe sig, at han
kunne få sit rige igen. Kejseren beholdt ham hos sig og manede
ham både selv og ved andre til at antage kristendommen. Endelig
fik han ham ved Guds nådige hjælp omvendt til troen. Han blev døbt,
kejseren selv stod fadder ved hans dåb og antog ham til søn.
Den omtalte Harald
Klak var et af de kongsemner, som stod parat med krav på den
danske trone, da arven efter den mægtige Godfred skulle løftes.
Som vi har hørt, måtte han søge hjælp hos arvefjenden, den
frankiske kejser, og opholdet hos ham førte til omvendelse og dåb.
Om styrken i Haralds tro kan man kun gisne.
.
| .
.
Til at virke for
kristendommens sag i Haralds fædreland valgte kejseren
Ansgar og Autbert, unge og nidkære munke fra det nyanlagte
Korvey-kloster i de tvangskristnede sakseres egne. Fra den
ene missionsmark blev de to mænd altså nu i 826 flyttet
til den anden.
|
 |
.
Om afskedsaudiensen hos kejseren melder krøniken: Han glædede
sig over deres vilje og lyst, og gav dem kirketøj, kister, telte
og hvad de ellers kunne trænge til, eller hvad der syntes nødvendigt
på så lang en rejse. Han bød dem at drage med ovennævnte
Harald og pålagde dem at anvende den største omhu på hans tro
og ved gudelig formaning stadig styrke ham og hans mænd som var døbt
med ham, at de ikke ved djævelens tilskyndelse skulle falde
tilbage til deres tidligere vildfarelse.
Harald var endnu rå
og ny i troen og forstod ikke, hvorledes man burde behandle guds
tjenere. Så begyndte da denne rejse med møje og besvær, og de
kom til Køln. Der havde den gang hans højærværdighed ærkebiskop
Hadebold sit sæde. Han bemærkede nok hvad de trængte til, og
gav dem et ypperligt fartøj, hvori der var to ruf, meget
hyggeligt indrettede. Da ovennævnte Harald så det, fik han lyst
til at være hos dem på samme fartøj, så at han tog ophold i
det ene ruf, og de i det andet. Således begyndte fortrolighed og
velvilje at vokse mellem dem. Ved Dorestad steg de i land, og
gennem frisernes egne kom de til Danmark.
.
| .
Pladespænde
med korsformet udskæring, fra ca. år 700. En af de
tidligste vidnesbyrd om kristen indflydelse i Danmark. |
|
.
Men fordi kong Harald undertiden ikke kunne blive med fred i sit
rige, så gav ovennævnte kejser ham et len hinsides Elben, for at
han kunne ty derhen, dersom det måske blev nødvendigt for ham.
Aubert må på
grund af sygdom snart trække sig ud af arbejdet, men heller ikke
for Ansgar bliver opholdet i Danmark langt. Harald fordrives
varigt og må søge tilflugt i sit nordtyske len, hvor
befolkningen allerede er kristnet. Da den danske
missionsvirksomhed således er gået i baglås, forsøger man sig
med Sverige. Ansgar tiltræder rejsen, men overfaldes af sørøvere,
som plyndrer ham for alt hvad han ejer. Til fods når han frem til
Birka, den vigtige by i Malaren, hvor han i halvandet år
forkynder Kristi Lære og opnår gode resultater. Efter
hjemkomsten udnævnes han for sine fortjenesters skyld til ærkebiskop
af Hamborg med de nordiske lande under sig.
.
| .
Mod de
kristnes kors stillede hedningerne deres Thorshammer. Begge
symboler blev fremstillet som smykkeamuletter, undertiden i
samme støbeform.
|
|
..
For missionen i
Danmark er dette i første omgang uden betydning. Kong Harald
lever stadig i sit eksil, og hans besejrer, Godfredssønnen Hårik,
er ikke de kristnes ven. Samme Hårik kommer iøvrigt Ansgar meget
på tværs, da han med sine vikinger angriber og afbrænder
Hamborg, som derefter for en tid er uegnet som bispesæde. Som
tiden går, opstår dog en vis forståelse mellem danske og tyske,
og her kommer Ansgar til at spille rollen som en slags gesandt,
hvilket bringer ham i kontakt med Hårik. Efter tyve års
stilstand kan det danske missionsarbejde genoptages.
Da han således
havde vundet Håriks fortrolighed, søgte han også at overtale
ham til at blive kristen. Kongen hørte villigt på alt hvad han
fortalte ham af den hellige skrift og sagde, at han glædede sig
meget derved og gerne ville vinde Kristi yndest. Ifølge dette ønske
begyndte vor hellige fader rent ud at råde ham at vise den herre
Kristus den villighed, der ville være ham allerkærest, nemlig at
tillade, at en kirke blev bygget. Det indrømmede han med største
velvilje, og i Slesvig, en søstad i hans rige, som var meget
skikket dertil og ligger nær ved vor egn, et sted hvor købmænd
kom sammen fra alle kanter, tillod han ham at bygge en kirke og
gav ham en grund, hvor præsten kunne bo. Ligeledes gav han den
tilladelse, at hvem i hans rige, der ville, måtte blive kristen.
På baggrund af
dette gunstige resultat foretager Ansgar endnu en rejse til Birka.
Igen har han heldet med sig, men lykken svigter, da han vender
tilbage til arbejdet i Danmark. Hårik falder i kamp, og hans
efterfølger, som også hedder Hårik, er en ung dreng, som af
sine rådgivere lader sig overtale til modstand mod de kristne. Så
vidt kommer det, at jarlen i Slesvig lader den derværende kirke
lukke.
Hvordan den videre
udvikling forløber, står ikke ganske klart, men snart efter er
stemningen vendt, og Ansgar får bud at han igen vil være velset
ved det danske hof. Han blev modtaget med så stor nåde af den
unge Hårik, at denne straks tilstod ham alt, hvad hans formand
havde tilladt i sit rige til kristendommens tarv. Ja, han gav
endog sit samtykke til, hvad der hidtil tyktes hedningerne en skændsel,
at der måtte være en klokke i kirken. Ligeledes skænkede han i
en anden by i sit rige, som hed Ribe, en grund, hvorpå en kirke
kunne bygges, og gav af sin kongelige magt tilladelse til, at en
præst der måtte have stadigt ophold.
Tilladelsen til
kirken i Ribe og retten til at ringe med klokker er de sidste større
resultater Ansgar opnår på den danske missionsmark. Han er nu næsten
60 år og har ikke kræfter til mere end at holde den skabte
virksomhed i gang. Den 3 februar 865 dør han i Bremen, hvor han
begraves i Skt. Petri kirke. Helgenglorien som paven nægter ham,
får han tildelt af folket.
.
Dyrkelsen af
Ansgar som helgen vandt mærkelig nok kun i ringe grad indpas i
Norden. I Skive kirke ses han dog afbildet sammen med Rimbert,
hans ven og efterfølger på ærkebispestolen. Samme Rimbert
anses almindeligvis som forfatter til Ansgars levned.
.
.
.
