Når
man ser en moderne byggeplads med dens gravkøer og kraner, må man
undres over, hvad der i fortiden er præsteret uden disse hjælpemidler.
Hvordan har det været muligt med simpelt værktøj at rejse f.eks.
pyramiderne eller Stonehenge. Herhjemme er det hele i lidt mindre
format, og dog må vi imponeres, når vi stilles over for anlæg som
jættestuerne, Dannevirke eller middelalderens domkirker. Vi har
mange storværker af den art, og det sker at nye kommer til.
I 1953 blev der
fundet store, tilhugne stolper af egetræ i sydsiden af Vejle ådalen,
nær landsbyen Ravning. En arkæologisk interesseret læge, K. V.
Kristensen, Ødsted, fik nys om fundet, inspicerede det og målte
op. Et dambrug, som blev anlagt et par år senere. bragte flere pæl
for dagen, og åens uddybning og udretning øgede samlingen, nu også
i dalens nordside. K. V. Kristensen kom til det resultat, at der var
tale om en bro, og han nedfældede sine iagttagelser i en artikel i
Vejle Amts historiske Årbøger 1959.
.
En stolpe trækkes
op af mosen. I sin nuværende længde er den 3,50 m
.
Uddybningen af åen
og nedlæggelsen af drænrør gjorde, at mosen sank sammen, så
stolperne i nordsiden begyndte at stikke hovederne frem. De var til
gene for pløjningen og en halv snes stykker af dem blev derfor
trukket op. Nu kom Nationalmuseet ind i billedet. En kulstof
14-datering af en stolpe gav resultatet 980, med en fejlmargen på
100 år. En bro fra vikingetiden, det var værd at se på.
Inden udgravningerne
begyndte i 1972, var dog en ny teori dukket op. En lokal vismand
havde over for pressen erklæret at pælene kunne være fra en havn
anlagt af kong Gorm i Jelling. Nu ved vi strengt taget ikke om Gorm
nogensinde har boet i Jelling, kun at han er begravet der, men om så
er, ville han nok have foretrukket at have sine skibe liggende i
Vejle fjord med let adgang til det åbne hav fremfor i et åløb
langt inde i landet. Forestillingen om at man i gamle dage har
kunnet sejle herind, møder vi ikke blot i Ravning, men mange steder
i Danmark, og vi kan rolig ramme en pæl igennem den, simpelthen
fordi de gamle åløb med deres uendelighed af slyngninger gjorde
enhver manøvrering med store rofartøjer umulig. Nutildags ville
det bedre kunne lade sig gøre, efter at hedeselskabet gennem et par
generationer har gjort sig den ulejlighed at rette alle løbene ud.
Kan man iøvrigt tænke sig noget mere forsvarsløst end en flåde
af krigsskibe på række i et snævert åløb.
K. V. Kristensen har
ret, det drejer sig om en bro. Og hvilken bro. Udgravningen har vist
det. Den har været ca. 1 km. lang, nogenlunde som den gamle Lillebæltsbro,
og må have haft en kørebane på ca. seks meter. Et storværk.
.
Det normale stolpesæt
med fire bærende pæle og to skråstøtter. Bærestolpe nr.2 fra højre
må engang have været udsat for et ophalingsforsøg. I tomrummet,
som derved dannedes under den, har der samlet sig nedsivet sand.
.
Alle stolpers øvreender
er bortrådnet i højden med vikingetidens moseoverflade, men nedre
enderne er særdeles velbevarede i længder på to til fire meter. Bærestolperne
er placeret fire og fire med ganske kort afstand, kun 2,40 mellem sættene.
Til hvert stolpesæt hører yderligere to skråstolper, en på hver
side. De må have tjent til fastlåsning af de tværgående bjælker,
som har båret kørebanen.
Pælene i den
nordlige broforløb markeret med bambusstokke. Man får et indtryk
af den præcision, der præger anlægget.
.
Broen er en teknisk
bedrift, et virkeligt ingeniørarbejde. Imponerende er målenøjagtigheden,
som viser sig derved, at afstanden mellem ensartede broelementer
gentager sig med meget ringe variation. Tager vi gennemsnittene af
disse værdigrupper, nærmer vi os de tilsigtede mål og får
derigennem en mulighed for at bestemme den anvendte måleenhed. Den
synes at have ligget på 29,5 cm. Lad os kalde det en Ravningfod. De
mål brobyggerne opererede med har været: Afstanden mellem sættenes
stolper 5 fod. Bredden mellem den enkelte stolpesæt 16 fod.
Afstanden mellem stolpesættene 8 fod. Stolpernes tværsnit 1 x 1
fod.
Da de første stolpesæt
var fremme i dagslyset og konstruktionens regelmæssighed erkendt,
var det en smal sag ved hjælp af en sonde at følge forløbet, så
meget mere som det dannede en fuldstændig lige linie hen over
engen, på tværs af åen. Antallet af bærende stolper kan beregnes
til ca. 1700 fordelt på godt 400 stolpesæt, og hertil kommer godt
800 skråstivere, to for hvert sæt, samt alt det tømmer, der er gået
med til konstruktion af kørebanen. En hel skov har måttet ofres,
og hvad har det ikke krævet af mandskab. Mængder af skovhuggere og
tømrere har måttet indkaldes for at fælde og oparbejde de mange
træstammer til brugeligt tømmer. Transporten til byggepladsen
foregik ikke af sig selv, og dertil kommer så de teknikere, der
anbragte stolperne i mosen, og ingeniørerne, der udstak linier og
havde ansvaret for det hele. Affodringen af alt dette mandskab har været
et problem for sig, og vel ikke den mindste. At resultatet blev, som
det blev, kan kun skyldes en virkelig fremragende organisation.
.
Saven var ukendt i
vikingetid. Tømmerarbejdet udførtes med økse, ofte så godt, at
man ikke ser hugsporene. Således på overdelen af denne stolpe.
.
Nedstukket ved siden
af pælene fandtes i adskillige tilfælde lange lige hasselkæppe,
tilspidset i den nedre ende. Der kan ikke være tvivl om at det er
landmålerstokke anbragt af brobygningsingeniørerne for at vise
teknikerne, hvor stolperne skulle sættes ned. Her blev de så sat,
men hvordan. Repræsentanter fra ingeniørfirmaet Cowi Consult hjalp
os med at klare det spørgsmål. Man har benyttet det såkaldte adhæsionsprincip.
Stolpen bringes i lodret stilling, og synker ved sin egen vægt ned
i mosen, men standser når vedhængskraften på alle fire sider har
nået den nødvendige størrelse. Erkendelsen heraf var mere end
forbavsende. Denne metode der også i dag bruges ved brobygning over
sumpede strækninger, var altså kendt og anvendt allerede i
vikingetid. Rambukke var ikke nødvendige, man har kunnet nøjes med
et treben og en talje til at bringe stolpen i stilling, resten
klarede tyngdekraften. Blev stolpen for lang, skar man enden af.
:
En bropæl og to
landmålerstokke, den ene af nyere dato. Den gamle hasselkæp står,
som den blev plantet af vikingeingeniøren for at vise teknikerne
hvor bærestolpen skulle sættes ned.
.
Den total forsvundne
overbygnings konstruktion må vi tænke os til, men det ser ud, som
om tilhugningen af vejbanetømmeret er foregået i selve mosen, hvor
der ikke alene er fundet lag af huggespåner, men også en slags
arbejdsplatforme bestående af affaldstræ, anbragt på den daværende
moseflade, for at arbejderne ikke skulle synke i. Vi har tidligere
sammenlignet broen med den gamle Lillebæltsbro, hvad længden angår,
men vi skal ikke forestille os en høj bro. Kørebanen må omtrent
have ligget der hvor skråstiverne ramte de lodrette stolper, det
vil sige netop så højt over vikingetidens moseflade, at den undgik
vinterhalvårets oversvømmelser, der næppe blev særlig voldsomme
i den brede ådal. Tørskoet overgang på alle årstider var, hvad
man ønskede. Det var mere end hvad man kunne regne med ved de
eksisterende vadesteder, beliggende hvor dalen snævrede sig ind. At
passere selv et så beskedent vandløb som Vejle å kunne i tøbrudstiden
være en penibel sag. Helt op til forrige århundrede, hvor man
stadig sloges med elendige vej og broforhold, kendte man disse
vanskeligheder.
.
Stolpesæt med
antydet rekonstruktion af broens overbygning. Hvordan det lodrette
og vandrette tømmer har været sammenskåret giver fundet dog ingen
oplysning om.
.
Broens bæreevne kan
beregnes til 5 tons, man kan så spørge, hvad man i vikingetiden
har haft at transportere, som krævede en sådan styrke, men måske
har man bare overdimensioneret for en sikkerheds skyld.
.
Dyngen af affaldstræ til højre
i billedet danner en slags platform. Her har vel de tømrere stået,
som lavede kørebanen.
.
Hvor broen mod nord
støder til land, går den over i stenstrøede og risbelagte kørebaner,
tre oven på hverandre. Kender man naturforholdene på stedet og har
set, hvor meget materiale blot et enkelt regnskyl ned ad de stejle
skråninger, undrer man sig ikke over, at det har været nødvendigt
med mellemrum at forny vejbelægningen. Hjulsporene kunne i visse
tilfælde endnu konstateres, bedst i den øvre vejbane.
.
En bropæl har ramt
en gammel træstamme i mosen og kunne ikke trænge igennem. Hvad har
brobyggerne tænkt.
.
Man skulle tro at
muligheden for at følge vejforløbet hermed var udtømt, men det er
ikke tilfældet, det tegner sig endda særdeles tydeligt op over den
skovklædte bakke i form af en dobbelt hulvej, et spor til opkørsel
og et til nedkørsel. Den samlede bredde svarer godt til broens. På
det nedre slyngede stykke er dybden ringe, kun ca. 50 cm., men længere
oppe, hvor bakken bliver virkelig stejl( og hvor det ene spor iøvrigt
forsvinder, ødelagt af en moderne vej) tiltager den, og her kan der
ikke være tale om nedslidning alene. Man har gjort som man ville gøre
nutildags, grave sig gennem bakken for at opnå en tålelig
stigning, der kunne forceres af kørende trafik. Det har været et
betydeligt arbejde, på sin vis lige så imponerende som selve
brobygningen. Ved udgravning i bunden af slugten, afdækkedes en
stenlægning, en chausse, dog med et blødt midterparti, hvor hesten
kunne gå uden at beskadige sine hove alt for meget. Sådanne kørebaner
er ikke kendt fra andre hulvejsundersøgelser, men harmonerer godt
med den omhu, der er anvendt på brobygningen.
.
Den kunstigt gravede
hulvej i dalens nordskråning, og til højre stenlægningen i dens
bund. Bemærk det bløde midterparti, hvor hesten har gået.
.
Kulstof 14 dateringen
af broen til yngre vikingetid var et vigtigt udgangspunkt for
udgravningen, men efterhånden som arbejdet skred frem, og anlæggets
format erkendtes, voksede ønsket om en mere nøjagtig tidsfæstelse.
Nu var det så heldigt at en ny og meget lovende dateringsmetode
netop havde gjort sin entre. Dendrokronologien, der betjener sig af
træernes årringe. Her kom den på prøve, som den bestod med
glans. De stolper der havde splintved bevaret, viste tydeligt at
broen er bygget i 979 eller dog ganske tæt deromkring. Det er en
helt utrolig oplevelse for en udgraver at stå med et så nøjagtigt
årstal i hænderne.
At broen ikke er
konstrueret hverken af eller for den lokale befolkning turde være
indlysende. Alene dens præcision lader ane, at vi står over for et
militært anlæg på linie med Trelleborgene, og her kommer kongen
ind i billedet som den sandsynlige ophavsmand. Den nyvundne årstal
antyder, hvem denne konge kunne være: Harald Blåtand, ham der
vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne, som det
hedder på den store Jellingsten. At vinde al Danmark må vel betyde
at samle det i småriger opsplittede land til en enhed ved
anvendelse af magt. Sådanne voldelige samlinger under et
centralstyre har aldrig været populære i befolkningen og er det
heller ikke i vore dage. Ser man ned gennem historien, er det
tydeligt at det første, en hvilken som helst erobrer foretager sig
for at befæste sin magt, er at bygge fæstninger og
forbindelseslinier. Her falder Ravning broen og Trelleborgene godt i
tråd. De må være anlagt under samme regime, et regime der havde
nok af pengemidler og arbejdskraft. Vikingekongen Harald Blåtand
skulle opfylde betingelserne.
.
.
.
Ravning broen har
naturlig forbindelse til den midtjyske længdevej, den vi kalder hærvejen,
og ligeledes til de gamle veje sydpå. Via den kunne man spare et
par dagsmarcher, hvadenten man kom fra syd eller nord, og den var
altid passabel. Nu er en træbros levetid sjældent særlig lang, 50
- 60 år måske, således også her. Stolperne rådnede over, der
hvor de fra den fugtige bevarende mosejord trådte frem i lyset, og
de blev ikke fornyet, man opgav simpelthen. Det gik som med de
formentlig samtidige Trelleborge, der jo også blev prisgivet efter
et kortere åremål, da forfaldet satte ind.
I den skriftlige
overlevering nåede broen ikke at sætte sine spor, ejheller i sagn
eller marknavne, hvad man kunne have håbet. Alligevel har den
efterladt et minde, nemlig sogneskellet mellem Nørup og Bredsten,
der falder sammen med dens nordligste forløb. Grænsedragningen må
have fundet sted på et tidspunkt, hvor broen, eller i hvert fald
resterne af den, endnu var at se. Hvorfor skulle man ellers have
lagt linien netop her i en uoverskuelig og ufremkommelig ellemose,
som det jo dengang var. Det giver et fingerpeg om hvornår
sogneinddelingen fandt sted.
T. Ramskou
.
Se
også Vikingebroen i Ravning
Vikingebroen og
Ravningbroen er den samme, fortalt ud fra forskellige synsvinkler.
..
.
..
.
.
