fortidensjelling       skriv dit navn med runer        

Kirken, højene og en del af palisaden ved Smededammen i Jelling

   Kort over Danmark

.---------------------------------------------

...
..

Da Harald Blåtand efter faderens død blev enekonge i 959, gik kristendommen stærkt frem. Allerede noget tidligere tillod Harald, at ærkebiskop Adeldag viede nordens første bisper ( for Slesvig, Ribe og Århus).
Noget senere tog kongen selv dåben. Herom fortæller en næsten samtidig kilde (Vidukind fra Corvey) følgende: "Danerne var fra gammel tid kristne, men dyrkede alligevel afguderne efter hedensk sæd.
Da hændte det, at der ved et gæstebud i kongens nærvær opstod en ordstrid, idet danerne indrømmede, at Kristus vel var Gud, men der var andre guder, som måtte være større end ham, siden de kunne vise menneskene mægtige tegn og undere.

.

. Imod dette vidnede en bisp ved navn Poppo, at den eneste sande gud er Faderen med sin enbårne søn. vor herre Jesus Kristus og Helligånden, men afgudsbillederne er onde vætter, ikke guder. Kong Harald spørger ham, om han selv vil bevise denne tro. Han svarede ja uden at nøle. Kongen lader nu klerken holde under bevogtning til næste dag. Da morgenen kom, lod han et umådeligt tungt jern gløde og bød klerken at bære det gloende jern for den kristne tro. Poppo griber uden tøven jernet og bærer det så længe, som kongen selv byder. Han viser, at hans hånd er uskadt, og gør således troens sandhed indlysende for alle. Derover omvender kongen sig, og bød at man skulle dyrke Kristus alene, og pålægger hans folk at fornægte afguderne, og derefter ydede han Guds præster og tjenere den skyldige ære.

Poppo døber Harald Blåtand Den gyldne plade er fra ca. år 1200 og stammer fra Tamdrup Kirke

. Kong Harald kunne på den store Jellingsten, som han rejste for sine forældres minde, lade riste disse ord: "Harald konge bød gøre dette minde efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne"

Harald Blåtand udstrakte hans magt ud over Danmarks grænser. Navnlig var han i en årrække herre over Norge.
Krigersamfundet i Jomsborg der sandsynligvis er grundlagt af Harald, og jomsvikingerne der var hans trofaste kæmper, både i kampene mod Erik Sejrsæl og mod Hakon Jarl, og i den sidste kamp mod sønnen Svend Tveskægs oprør, finder vi jomsvikingerne som Haralds mænd.

Også i Holsten synes Harald i nogen tid at have haft magten, men omkring 975 drog kejser Otto II, Tysklands konge, mod nord og trængte endog frem over Dannevirke.

Før han igen trak sig tilbage, havde han i grænsemarken rejst en borg, vistnok Rensborg, hvis besætning kunne holde udkig med danerne.
Kun ni år senere måtte tyskerne opgive denne fremskudte post. Samtidig med, at venderne lagde Hamborg og Brandenborg i aske, indtog danerne den nordlige borg og brændte den.
I tysk historieskrivning blev denne kortvarige grænsepost til et helt "Markgrevskab Slesvig".

Harald blev en gammel mand. Han havde været samkonge med faderen i ca. 15 år og enekonge i 50.
Hans søn Svend Tveskæg, der var en kamplysten vikingenatur, længtes efter magten og rejste sig mod faderen. Efter en kamp ved Helgenæs blev Harald om natten såret af et pileskud,---------fra Palnatokes hånd siges der i et sagn (omk. 985).
Hans kæmper førte Harald Blåtand til Jomsborg, hvor han døde af sine sår.

Hans eftermæle fik næppe den glans som hans lange og mærkværdige regering fortjener. Vel mindedes kirken ham næsten som helgen. Hans ætling Svend Estridsen sagde: "Han omvendte hele det danske folk til kristendommen, han den uskyldig sårede, vil ej, håber jeg komme til at savne martyriets palme".
Men hans ry som kriger og hersker overstråledes langt af hans søn og sønnesøn, der lagde hele England under sig.
Af karakter skal han have været forsigtig, sen til at beslutte sig, men efter beslutningen fast og stærk. Hans hustru Tove, datter af venderfyrsten Mistivi, kalder ham på en runesten "Harald den Gode".

.

.

Et sagn

Da Harald Blåtand antog kristendommen og gjorde det til landets religion, var der områder der var kristne, alligevel var der mange der holdt fast ved de gamle guder.
Palnatoke var en af dem.

Ved et gilde pralede Palnatoke med, hvor god han var til at skyde med bue og pil, og at han kunne skyde et æble af en stok.

Harald Blåtand skar igennem og forlangte, at han skulle bevise det, ved at skyde et æble af sin søns hoved.
Palnatoke blev meget vred over dette, men drengen blev stillet op, og Palnatoke gjorde sig klar. Han tog tre pile frem, og med den første ramte han præcist æblet, så den røg ned.

Harald spurgte hvorfor han tog tre pile frem, når der kun var brug for en. Til det svarede Palnatoke, "havde min pil fejlet, da ville jeg have hævnet min uskyldige søns død på dig".
Fra den dag var de fjender.

Det fortælles også at det var den samme Palnatoke, der dræbte Harald Blåtand med et pileskud, om natten i en skov ved Helgenæs, hvor Harald Blaatand var gået på toilet.

.

.

.