Idun
var den gudinde der vogtede over gudernes
magiske æbler, ungdommens æbler.
Hun var gift med skjalde og digterguden Brage.
Guderne havde det ligesom menneskene, de blev gamle og døde, men hvis
de spiste af Iduns æbler, fik de straks ungdommen igen, og derfor kunne
guderne leve meget længe.
Engang var Odin, Loke og Høner på rejse og ville stege en okse.
Selv om oksen var længe over bålet, var den stadig rå. Da lød en
stemme oppe fra træet over dem. Det var en ørn der krævede lidt af
oksen, så ville de kunne stege den. Men den tog så meget at Loke blev
gal og slog den med en jernstang. Ørnen greb fat i jernstangen, og Loke
kunne ikke slippe.
Ørnen fløj højt op og Loke blev bange, og han måtte love ørnen, at
lokke Idun ud af gudernes verden.
Loke
fortalte nu Idun at han havde fundet nogle ganske særlige æbler med stor
kraft. Idun ville gerne se dem, og tog sine egne æbler med for at
sammenligne, og udenfor gudernes verden greb ørnen hende og fløj hende
til jætterne.
Det var jætten Tjasse, der i skikkelse af en ørn, der havde bortført
hende.
Der
gik lang tid før guderne fandt ud af at Idun og Loke var væk. Guderne
begyndte at blive gamle og svage, og frygten for døden bredte sig i
Asgård.
Odin drog afsted for at finde Loke, og derefter tvang Odin ham til at
bringe Idun og hendes æbler tilbage.
Loke
lånte Frejas falkedragt og fløj til Tjasses gård. Her tryllede han Idun om til en nød og fløj afsted med hende. Tjasse fulgte efter som
ørn, men da guderne så ham, samlede de høvlspåner ved Asgårds mur.
Da Loke og Idun var indenfor tændte de høvlspånerne, og Tjasses
vinger brændte. Han styrtede ned, og guderne dræbte ham.
Loke
gav Idun hendes skikkelse igen, og hun gav de hensygnende guder æbler,
og de blev unge igen.
.
.
.
I fordums tro
