Manglen på
skriftlige beretninger i 900 tallet
På trods af at vi
meget tidlig var et sejlende folkefærd, og vikingefolket ikke var
hjemmefødninger, så mangler vi i Skandinavien nedskrevne
beretninger i jellingkongernes tid.
Udenfor Skandinavien findes et stort antal nedskrevne beretninger.
Fra det gamle Grækenland og fra det romerske rige kender vi talrige
skriftlige beretninger der er skrevet mere end tusinde år før
jellingkongerne.
Fra lande i Vesteuropa dukker der skrevne beretninger op flere
hundrede år før Gorm og Haralds tid.
Vikingerne søgte
tidlig udenfor landets grænser, og ifølge beretninger er det
allerede i 4-500 e.Kr. at de søgte til andre lande i Europa, og
gennem arkæologiske fund er der talrige beviser for, at der har
fundet en udstrakt handel sted mellem nordboerne og de sydlige lande
i Europa.
Nordboerne har således tidlig haft handelsforbindelser med mange
forskellige folkeslag der var i besiddelse af en kultur der brugte
skriftsprog.
Men på trods af dette forløber
der i Skandinavien flere hundrede år, hvor det eneste skriftlige,
der er overleveret, er de korte indskrifter på de forskellige
runesten.
Dog er det sikkert at der var mere
skrift end det vi finder på runestenene.
Der var lettere at riste runerne i træ, og det har man selvfølgelig
gjort, men træet er gennem årene gået til.
Ordet bogstav kan muligvis føres tilbage til bøgestav, som det træmateriale,
man dengang skrev på.
I Danmark skal vi
helt frem til omkring år 1100 før der ligger en regulær skriftlig
beretning om forholdene. Den tidligst kendte er den beretning, som
den engelske munk Ælnoth, som i Odense skriver om Knud den Hellige
(død år 1086).Denne beretning er sandsynligvis skrevet omkring år
1120.
Den første egentlige
danmarkshistorie bliver skrevet af Svend Aggesen, der var herremand
og havde interesse for historieskrivning. Han stammede fra en kendt
stormandsslægt (Thorgunneslægten), og havde været medlem af den
kongelige hird, Thinglid. Han havde bl.a. deltaget i kampen mod
Venderne om herredømmet over Østersøen og skriver selv, at han
har set biskop Absalon ødelægge Jomsborg. Hans danmarkshistorie
starter helt tilbage fra sagnkongen Skjold og slutter omkring år
1185.
Der har næppe været mange
afskrifter af Svend Aggesens danmarkshistorie, og først efter at
Stephan Stephanius i 1642 lader den trykke og udgive, bliver den
mere alment kendt.
Kort efter at Svend
Aggesen havde skrevet sin danmarkshistorie, begynder Saxo at skrive
sin store og omfattende danmarkskrønnike (Gesta Danorum), der er
skrevet i perioden umiddelbart efter år 1200.
Fra det øvrige Skandinavien, først
og fremmest Island, findes der en lang række nedskrevne
beretninger.
Islændingen Snorra Sturlason har
skrevet den norske kongekrønike, Heimskringla. Man antager at den
er skrevet i årene lige efter 1220, da han var på besøg i Norge.
En anden islandsk beretning, som
omhandler Jelling - tiden, er den såkaldte Jomsvikingesaga, der er
nedskrevet i tidsrummet mellem år 1200 og 1230.
Adam af Bremen har skrevet sin
beretning i årene fra 1072 til 1075, altså mere end 100 år før
Saxo skriver sin danmarkskrønnike. Adam har selv rejst rundt i
Danmark, hvor han har talt med den daværende danske konge, Svend
Estridsen, hvorfra størsteparten af oplysningerne stammer.
Einhard fra Frankrig
skriver i sin store Frankiske krønike om Karl den Stores liv og
bedrifter. Den er skrevet omkring året 820, og den ligger således
før Jelling perioden, men den har interesse, fordi det her for første
gang omtales, at Dannevirke bliver bygget.
Tiden omkring Gorms og Haralds
regeringstid er beskrevet dels af Widukind fra Corvey, der skriver
sin saxer - krønike en gang i slutningen af 900 tallet. Biskop
Thietmar fra Merseburg beskriver begivenhederne i Tyskland fra ca.
år 900 til år 1018.
En krønike, der i
tid er noget senere, er skrevet af Helmold, der var præst i Bosau
ved Plön i 1100 tallet. Han er samtidig med Valdemarerne i Danmark,
og der findes i hans krønike mange oplysninger om danskernes kamp
mod venderne. I Jelling-sammenhæng har Helmolds krønike interesse,
fordi han også beretter om Harald Blåtands dåb.
.
