.
Vikingetogterne
I hen ved tre hundrede år, fra
før 800 til hen mod det 11 århundrede, viser den nordiske
folkestamme en iøjnefaldende evne til at brede sig ud over nye
lande. Nordiske hærskarer sætter sig fast mod vest og mod øst,
de optræder i tusindtal i det frankiske område, de hærger
middelhavets kyster, og de bliver som hjemme i Konstantinobel, i
kejserens gård. Det er en nordisk udvidelsestid, som har sit
sidestykke i det 18. og 19. århundredes engelske udvidelse, der førte
engelskmænd ud i større eller mindre skarer til alle
verdenshaves kyster.
Hvad der var de
dybeste årsager til de nordiske søtogter og udvandringer, må vi
gætte os til. Vi må tænke os, at bosættelsen og opdyrkningen
her i nordens hjemlande var nået så vidt, at det under
befolkningens vedblivende tilvækst, synes mange unge mænd det
alt for træls, og utaknemmeligt arbejde, at rydde nyt jord, når
havet kunne bære dem til rige lande. Og som storkongernes magt
steg, blev de gamle småkongers og høvdingers riger på
landjorden mindre og mindre. Deres sønner var fødte førere på
de eventyrlige vikingetogter, og der var altid nok af modige unge
krigere, som ville drage ud med dem.
.
.
Allerede længe
havde nordboerne stået højt i den kunst at bygge skibe, lange
smalle letbyggede fartøjer, som drives frem med årer. Mast og
segl havde de, men kun som underordnet drivkraft.
Medens den
urnordiske tids vikingetogt og købmandsrejser til Frisland
sikkert har været kystfart, hvor man aldrig tabte land af syne,
ser vi i den store vikingetid omkring 800 årene, at nordiske søfarere
vover sig ud på åben hav, og pludselig dukker de op i fjerne
lande. Først viser de sig i små flokke, som røver kvæg og
plyndrer et par gårde eller et kloster, som ligger lige ved
kysten. Snart slår de sig sammen i større og større skarer, der
sommeren igennem hærger langs kysterne. Af og til røver de heste
og vover sig på flere dages togt ind i landet. Om vinteren er det
ikke alle der drager hjem, nogle overvintrer f.eks. på en ø i en
flodmunding, og tager fat igen tidlig næste forår. Til sidst ser
vi dem komme i store flåder, der landsætter store hære som
bliver i landet. De kæmper sig frem fra år til år, og ender med
at lægge hele riger under sig. Fra hjemlandet kommer der stadig
skibe med nye krigere. Tit er kvinder og børn med.
Ved slutningen af
900 årene ser man nordboerne bosat og herskende i vidtstrakte
lande, langt uden for nordens enemærker. Vi træffer vore landsmænd
som herrer dybt inde i østeuropas stepper, og på det meste af de
Britiske Øer, på Island og snart også ved Seinens munding,
samtidig med at menneskene ved alle europas kyster var bange for
vikingeskibene med dragestævnene og ravnebannerne.
.
:
Vikingernes foretrukne våben
var den bredbladede kampøkse, som kun vikingerne brugte.
Sværdet var et meget brugt krigsvåben, og var gerne af høj
kvalitet. Mange sværd kom fra Rhinlandet på grund af deres høje
kvalitet.
Vikingernes hjælme var lavet af metal.
Vikingernes skjold var lavet af træ, beslået med jern og
dekoreret med maling.
.
Det er ikke altid
let at afgøre, fra hvilken egn i Norden hver enkelt vikingehær
kom. De hjemsøgte folk, fra hvis krøniker vi må hente vor
viden, kunne næppe adskille nordens stammer, som talte samme
sprog. Det er indlysende at de hærskarer, som drog ad østervejen
til finnernes og slavernes lande, for den største del er kommet
fra Svealand (Sverige). Det er ligeledes umiddelbart sandsynligt, at øerne
i nordhavet især var norske skibes mål, men om de hæres
hjemland, der søgte til Britanien og Frankerriget, har der været
en del tvivl. Krønikeskriverne derfra synes at kalde de fremmede
for daner og normanner nogenlunde i flæng, og i hvert fald er
disse to navne ikke tydelige. Normanner betyder egentlig "mænd
fra Norge". Daner er ganske vist kun navn på danmarks folk,
men da dette var både det nærmeste og det mægtigste af alle
nordiske folkeslag, er det rimelig at mange frankiske skribenter
også har overført det på andre nordboer. Det er også
sandsynligt at danerhærene også har haft folk fra Viken i Norge
og vestgøter fra Svealand. Den største vikingetal er kommet fra
Danmark og dets naboegne, men det var ikke herfra at
vikingetogterne startede.
Det var omkring 790 at indbyggerne ved nordenglands kyst en dag så
sejl dukke op over havet. Fremmede skibe stævnede mod land og
vilde krigere betræder kysten. Den angelsaksiske krønike siger,
det var tre skibe fra Hæreqaland. Det kan næppe betyde andet end
Hørdaland, det velkendte vestnorske landskab, hvis navn i
datidens nordiske sprog har lydt Haruqaland.
Fra denne nordiske
egn startede vikingetogterne op, beliggende lige ved havet, og de
har været vandt til at færdes på vandet, og var de første på
åben hav.
Ret vester ud for Hardanger Fjord, kun et par dages sejlads borte,
stiger Shetlandsøernes brinker op af havet. Og derfra lå vejen
givet mod syd til Orkneyøerne, siden til Skotlands kyst og over
til Irland.
Mens danerne og de
andre stammer, som med dem søgte langs vesterhavets kyst, og ad
den vej fandt over til angelsaksernes og irernes riger, fandt
vestnorges vikinger over det åbne hav, vej til de samme egne.
Nordboerne og danerne standsede ikke her, de sejlede gennem den
engelske kanal, og videre mod syd, sejlede gennem Gibraltar strædet
og ind i Middelhavet.
Det var en forskelligartet og broget verden vore forfædre nu lærte
at kende. Det var forskellige folkeslag med højest forskellig
kulturpræg de hjemsøgte, og som de selv lærte af. Dybt har
nordboerne på flere steder grebet ind i disse folks liv, men
endnu dybere blev norden selv påvirket af det nye og fremmede.
.
