Ligesom
sydgermanske sagn fra rhinegnen vandrede op til os, og ligesom
langt senere, mellemeuropæiske folkeviser fandt vej ind til os og
omplantedes i nordisk sprog, således gik der i oldnordisk tid også
en strøm af folkesagn ud fra norden, mod vest. Angelsaksiske
digtere har på grundlag af disse skabt mærkelige kvad, som endnu
er til. Det ypperste er Beowulfskvadet, som er formet i
Nordengland i 700 tallet. Her i de angelsaksiske sange fortælles
om Skjold, danernes konge, som kom sejlende som lille barn til Skåne
med et skib uden ror, liggende på et skjold og med hovedet
hvilende på et kornneg. Der fortælles videre om danernes kongeæt,
Skjoldungerne, navnlig om kong Hrodgar den hjemlige danske
traditions Hroar, broder til Helge, farbroder til Rolf Krake.
Hrodgars pragtfulde kongehal, Hjort (Heorot), hvis loft strålede
af guld, og hvis tinder kronedes af hjortetakker, hærgedes af en
grim og jættestor havvætte, Grændel, som ingen kunne modstå.
Da kom helten Beowulf fra geaternes (gøternes eller måske
jydernes) land til hjælp, fældede Grændel og vandt store skatte
i løn.
Derpå sejlede Beowulf hjem til Geatekongen Hygelaks hird. Engang
gjorde Hygelak et hærtogt mod frisernes lande, men faldt med
mange af sine kæmper, kun Beowulf overlevede og svømmede ensom
hjem over havdybet.
Det angelsaksiske
kvad er mærkelig for os allerede derved, at det viser os vore
navnkundigste sagnkonger mindede i sagn, hvis vandring fra Danmark
til England dog ikke kan sættes senere end år 6-700. Kongeborgen
Hjort er de danske sagns Lejre. Hroar er den fredsæle drot, som
byggede Roskilde, medens hans broder Helge øvede vikingefærd på
Østersøens kyster. Og Helges søn Rolf er den folkekæreste af
alle sagnets skjoldunger, i hvis gård de ypperste kæmper fra
alle nordens lande flokkedes, nordmanden, den kæmpestærke
Bjarke, hvem nordboerne tillagde samme storværk, som
angelsakserne fortalte om Beowulf, og den liden Vøgg, som gik i døden
for sin konge. Det var med denne kæmpeflok, at Rolf gæstede
Upsalakongen Adils (også hans navn kendte angelsakserne), som tændte
det vældige bål i gildehallen for at prøve om Rolf og hans mænd
lige så lidt flyede ild som jern. Da heden blev uudholdelig,
kastede Rolf sin skjold på ilden og sprang over det, råbende:
Ej flyr den ild,
som over den springer.
Alle disse sagnskikkelser som vi har hørt om fra vi var børn, får
ligesom lidt mere liv når vi ser, at der har været talt og
sunget om dem i Norden i to hundrede år før Ansgars dage. Men
Beowulfkvadet rykker dem endnu nærmere til den historiske
virkelighed. Det er fortællingen om Hygelaks Frislandstogt, som på
en mærkelig måde kaster et lysglimt midt ind i sagnenes drømmenat.
En navnkundig frankisk biskop, Gregor af Tours, som levede i det
6te århundrede, og som har skrevet tidens historie på fuldt pålidelig
måde, fortæller i sin krønike, at danernes konge Chochilaic ved
år 515 hærgede kysten (det var ved Rhinens udløb, ved vi fra en
anden krønike), men faldt, og hele hans stridsmagt blev ødelagt.
Nu er Chochilaic beviselig frankernes daværende udtale af det
navn, som angelsakserne kaldte Hygelac, og som på vikingetidens
nordisk hedder Hugleikr. Når således en af Beowulfkvadets helte
viser sig at være en virkelig historisk konge, som har levet
omkring år 500 e. Kr., da er det næppe for dristigt sluttet, at
de vidt navnkundige konger i Lejre og Upsala, som samme sagnkreds
har forherliget, er historiske konger fra samme tid. De er af
digtningen draget ind i eventyrets luft i den verden, hvor
menneskene og overnaturlige væsner kæmper, men menneskene Rhoar,
Helge, Adils og Rolf har åbenbart været til, og deres tid er den
samme som guldhornenes og de ældste runestene.
Som stenene taler, må Rolf og Hjalte og vor barndoms helt Bødvar-Bjarke
have talt. Som deres sprog var stavelsesrigt og tungvint, har også
kong Rolfs navn dengang lydt usammentrukket, tydeligt i sin
betydning: Hrodwulafan "den navnkundige ulv".
Mangfoldige andre nordiske oldsagn synes på samme måde at gemme
minder om mennesker og menneskeskæbner fra disse århundreder.
Ofte har man prøvet på at udskille den historiske kerne af det
svøb, digtningen slægt efter slægt har lagt om den, men uden
nytte. Tilmed kender vi ikke disse sagn i nogen særlig gammel
form, men kun med de omdigtninger og tildigtninger, vikingetiden
og endnu senere tider gav dem. Vi kan ikke engang med nogen vished
genopbygge sagnene i den skikkelse, de kan have haft i urnordisk
tid, vi må nøjes med at vide, at i mange tilfælde går sagnets
emne så langt tilbage.
Dette gælder da navnlig sagnrækkerne om de to gudebårne kongeætter,
skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Upsala. De danske frasagn
om skjoldungen Helge må ligesom de om hans søn Rolf have været
kendte og elskede rundt om i Norden. Senere finder vi dem slyngede
sammen med de indvandrede Vølsunge og Gjukungesagn til at danne
vikingetidens mest storslåede heltekvad og saga. Ligesom
Lejrekongerne
nedstammer fra guderne, således også Upsalakongerne, hvis ætfader
er guden eller gudesønnen Yngve. Sagnene om dem er vilde og mørke.
Brødre og frænder sviger hinanden, en række af kongerne falder
for mord eller for folkets vrede, indtil slægtens vælde ender
med Ingjald Ildraade, som udryddede småkongerne i landet ved bål
og sværd, og som til sidst indebrændte sig selv, da danekongen
Ivar Vidfadme fik overhånd.
Senere tids skjalde
vidste imidlertid at fortælle, at ynglingeætten ikke dermed var
udslukt. De digtede for Harald Hårfager en stamtavle, der gjorde
ham til efterkommer af Ynglingerne. Andre sagn melder om den gamle
vældige kæmpe og skjald Starkad, om Hagbards dristige elskov og
Signes troskab, da hun frivillig fulgte sin elsker i døden, om sværdet
Tyrfing, som `en gang draget, altid krævede mandeblod.
I Jylland fortaltes om Amled og hans forstilte vanvid, og det måske
oprindelig angelsaksiske sagn om Uffe og hans kamp på Ejderøen.
Der levede en sådan rigdom af fortællinger og kvad, hvis emne hører
til i urnordisk tid, og hvis første digteriske udformning må være
sket allerede da, så at det med rette kan siges, at med
undtagelse af Hellenerne har intet folk gemt og husket så mange
af sine barndoms minder som vort.
Sagnene melder
selvfølgelig kun om de mærkelige menneskeskæbner, som ved stordåd
eller stærk lidenskab hævede sig over det dagligdags. Det jævne,
daglige arbejdsliv tildrog sig ikke de senere slægters opmærksomhed.
Det er da ikke sært at vi næsten udelukkende hører om krigerfærd.
Men det må også i virkeligheden have været en tid fuld af kamp
og vikingefærd, af togt mod de fremmede folk hinsides Østersøen,
vender, ester og finner, og af fejder mellem nordens stammer og høvdinge
indbyrdes. Når vi ved historiens frembrud finder alle danernes, gøternes
og sveaernes bygder samlede i to udstrakte kongeriger, da siger
det sig selv, at denne samling ikke kan være sket uden lange og
blodige krige.
Afslutningen på denne forhistoriske kamptid danner sagnet om
slaget på Bråval, hvor Odin selv førte sin yndlingshelt, den
gamle Harald Hildetand, i døden, og gav sveakongen Sigurd Ring
sejr.
Havde vi den
urnordiske tids digtning i tidens eget sprog, ville den i indhold,
om end ikke i kunstnerisk form, vise sig at ligne de oldgræske
kvad, hvor guder og højbårne mennesker færdes sammen, hvor
guderne er store mennesker og menneskene små guder.
..
.
.
.
