Hvor den jyske halvø
med sin fod støtter sig på det mellemeuropæiske fastland, lå
langt ned i historisk tid en stor landstrækning øde hen. Fra
Elben bredte sakserne deres bygder et stykke mod nord, omkring Stør
og op i Ditmarsken, mens vendernes land fra øst nåede til det
nuværende Lutjenburg og de østholstenske søer. Her begyndte
"marken", grænselandet. På begge sider af Kiels fjord
og op imod Slien stod urskoven endnu urørt.
.
Kort over grænsemarken
mellem daner, sakser og vender
.
Længere mod vest
gik skoven umærkelig over i hede og moseland, med skov og krat
hist og her, og yderst mod vest, ved Ejderen og Træå, lå det
hele som et ufarbart morads. Pletvis i ødemarken kunne findes en
enkelt gård eller lille by, hvor nybyggerne havde svedet det nærmeste
af skoven af eller ryddet et stykke hedekrat, men få og fattige
har de været.
Fra Arilds tid førte en vej her igennem, men tung var den og ofte
farlig. Midt igennem ødemarken fra øst til vest snoede sig den
vandrige Ejder. På det sted, hvor en ø i åen gjorde overgangen
lettere, henlagde sagnet, Uffes kamp.
Først nogle mil
nord for åen begyndte de sammenhængende danske bygder. Her på
den smalle landtunge mellem Slien og Træås sumpede bredder, var
Danmarks og Nordens port. Også halvøen Svansø syd for Slien var
opdyrket af danerne, men lå snarest som en udbygd. Den sammenhængende
danske bosættelse nåede mod sydvest til tørlandets kant. I
marsken og på øerne vest for denne nedsatte sig tidlig en lille
gruppe frisere, den eneste ikke nordiske stamme indenfor Ejderen.
Ved Slien traf man danernes vigtigste købing, Hedeby, enten nord
for fjorden på Slesvigs plads eller ved dens sydlige nor. Herfra
var landevejen kort og nem til Træå. Ad Træå og Ejder kunne
Hedebys købmænd fare til "Valland" og Dorstad. Ad den
lange snævre Sli sejlede de mod øst, til nordens andre bygder,
til vender og kurer. Folket fra Slien til Skagen hed jyder. De
regnedes med til danerne og talte det nordiske sprog.
Tidligere forskere har troet i jydernes nuværende landsmål at
finde træk, der mindede om sydgermansk (tysk) oprindelse, men det
har vist sig at være uden grund. Måske har danerne allerede før
år 800 gravet en grænsegrav og bygget en forsvarsvold ved Slien,
og den sydlige del af Jylland har da haft en særstilling, et særligt
navn (Sinlende) og den særlige opgave at stille det første
krigeropbrud for at værne grænseområdet, til de fjernere egnes
stridsmagt kunne samles.
Jylland, Fyn, Sjælland med småøer, Skåne, Bornholm, Halland og
vist også Blekinge, var allerede længe før år 800 samlet til
et rige. Danernes rige, hvis konger var skjoldunger.
.
.
.
Hvor lejrekongen
drog om med sit krigerfølge, hirden, måtte bønderne yde ham og
hans huskarle underhold. I krig måtte de følge ham som fører.
Ved de store blot var han deres "Gode". Men i mange ting
var Danmark endnu tre lande, hvis bønder selv plejede ret på
tinge efter gamle vedtægter, som gik i arv fra slægt til slægt.
Til daglig, og ved mindre retstvister, havde hver egns bønder kun
at gøre med deres nærmeste egn, med folk fra samme herred.
Herredsinddelingen er ældgammel og bunder i bondefolkets
organisation i mindre krigerflokke. Herred kommer af "hær"
og "hær" er hundrede, hedder det.
Det ser ud til at
den tætteste bosættelse ikke altid fandtes i de samme strøg som
nu. De ældste by og bygdenavne, som er nået til vores tid, er de
som er dannet med endelser som "heim" (nu i det meste af
Norden um), inge, vin (græsgang) og und (lav strand). Dette sæt
af endelser er hyppigere i stednavne på jyllands åbne, mindre
skovrige egne mod vest, end i dets lerede, skovgroede østland,
som man synes at have taget langsommere under ploven end de
lettere jorder. En anden række navne, som synes dannede før år
800, er de på "lev" (det overladte eller arvede gods),
som i norden kun findes udbredte i de danske lande. Yngre er
derimod de fleste af "torperne", udbyggerstederne, som
opstod på de u-unyttede marker, der dannede skel mellem de ældre
bosamlinger. Også på Sjælland lå mange gode egne endnu skovklædte
og udyrkede, navnlig på halvøen mellem Issefjord og Øresund. Af
Skåne var slettelandet mod syd og vest tæt bebygget, mod nord
var det et udstrakt skovland.
Små købinger,
hvor indbyggerne ikke alene ernærede sig ved jordbrug, men
tillige ved handel og håndværk, var til allerede da. De kunne
opstå ved en havn, helst så langt inde i landet, at den var
nogenlunde tryg for vikinger. Det var tilfældet med Hedeby ved
bunden af den lange Sli, Ribe ved dens å, Roskilde ved Issefjord,
eller ved tingsteder og gudehov, hvor store menneskemængder til
visse tider samledes, f.eks. Vebjørg, Viborg, Odinsve, (Odins
Helligdom), Odense, Lund i Skåne. Ved ting og blottid holdtes her
købsstævne og marked. Enten tuskede man vare mod vare, eller
betalte med guld, men sjældent med fremmede mønter, som var
kommet herop, og hyppigst med afbrudte stykker af ringguld.
Hvor Skåne mod
nord gik over i et stort skovland, som fortsatte videre i et
mylder af søer, moser, heder, skove og stenmarker helt op mod Vætterns
sydspids. Der var danevældets grænser. Skåne var ved disse ødedrag
så stærkt skilt fra resten af den skandinaviske halvø, at det næsten
kunne regnes for en ø. Med de øvrige danske lande var samkvemmet
herfra let.
Kystlandet nord for Skåne, Halland, lå ligeledes åbent ud mod
havet, lukket ind mod land af ødemarker. Således dannede
skjoldungernes lande en fast kæde, sammenknyttet af det sejlbare
hav, afgrænset udad af skove og heder, hvor kun vilddyr og
ufredsmænd havde til huse. Blekinge siges i den ældste tid at
have hørt til Sveariget. I rent historisk tid er der intet spor
af dette forhold, som geografisk er usandsynligt. Danernes rige
udgjorde den største, frugtbareste og folkerigeste samling af
bygder, som dengang fandtes i Norden.
Danernes navn blev ofte af de fremmede overført på alle
skandinaver, og det fælles sprog kaldes endnu af det 13de århundredes
islændinger "den danske tunge".
