.
.
I over 5000 år har der boet
mennesker i Danmark, men kun fra de sidste 1000 år har vi en
skreven historie.
Fra de første 4000 år har vi kun fået noget at vide ved at
undersøge de mange oldsager der findes i vores jordbund..
Fra slutningen af de første 4000 år har vi mange gamle sagn,
d.v.s. fortællinger om tapre og mægtige konger og helte. Disse
sagn blev fortalt fra fader til søn gennem lange tider før de
blev nedskrevet.
Undertiden blev noget glemt, og nogen gange blev noget digtet til,
og sagnene er en blanding af historie og digtning.
Danmark så i oldtiden helt
anderledes ud end nu. De fleste moser og enge var søer og fjorde,
hvor der var masser af fisk og østers, og hele landet var dækket
af store skove, især egeskove, hvor de vilde dyr var herrer.
Efterhånden kom der småflokke af mennesker sydfra, og de blev
efter lang tid herrer i landet. De kendte ikke metaller, men
lavede deres våben og redskaber af sten, især flint, og den tid
kaldes derfor stenalderen.
Stenalderfolkene boede i starten kun ved kysterne og ved de store
fjorde. I udhulede træstammer sejlede de ud og hentede østers og
andre skaldyr, og fangede fisk i garn, og med fiskekroge af ben. I
skoven satte de snarer for fuglene, gravede fangegrave for dyrene,
og gik på jegt med deres stenvåben.
Hele familiestammer samledes på et sted til deres måltider, og
der opdyngedes i årenes løb en mængde skaller, skår af simple
lerkar, stenredskaber og andet affald.
Ved at undersøge disse affaldsdynger eller køkkenmøddinger kan
man få at vide, hvilke vilde dyr der dengang levede her i landet.
Af affaldsdyngerne lærer vi også, at stenalderfolkene til sidst
havde tamme husdyr, og de begyndte at dyrke korn.
Efterhånden kunne de lave smukt
og godt værktøj af sten, ben og hjortetak.
I nogle af vore kæmpehøje kan vi finde gravkamre fra
stenalderens sidste tid, af meget store sten (jættestuer) og der
er en mægtig stenalderhøvding eller undertiden en hel familie
begravet med stenredskaber, lerkar og ravperler.
Mens folk her i norden levede i
stenalderen, var folkeslagene langt mod syd nået meget længere.
De forstod at bygge huse af sten og at smede af metaller, ja de kunne
endog læse og skrive.
Det metal menneskene først lærte at arbejde med, blev lavet af 9
dele kobber og 1del tin, og kaldes bronze, og i den tid der blev
lavet våben og redskaber deraf kaldes derfor bronzealderen.
.
|
|
Ca.1500 år f. Kr. fødsel var
bronzen kendt i Danmark.
Den kunne ikke som stenene findes herhjemme, men danerne måtte
skaffe sig den ved at handle med andre folk, som ville købe deres
dyreskind og rav og give dem bronze og guld i bytte.
Efterhånden bredte befolkningen sig længere ind i landet,
agerdyrkningen blev mere almindelig, der kunne bygges bedre
træhuse, bedre og større både, og af bronzen laves smukke,
blanke våben og smykker.
I begyndelsen begravedes bronzealderfolkene i udhulede
egetræskister, og vi har i kæmpehøje fundet fuldt påklædte
lig i klæder af vævet tøj, og vi kan se at de har været høje
lyshårede folk.
Senere blev ligene brændt, asken og benresterne lagt i et lerkar
(urne), som der blev kastet høj op over.
De bedst bevarede bronzesager findes i moserne. Derfra har vi
også de store smukke lurer, som man endnu kan blæse melodier
på. |
.
Noget før Kristi fødsel blev
jernet kendt her i Danmark. Det var ikke så smukt som bronzen,
men var langt bedre til våben og værktøj, og perioden kaldes
derfor jernalderen.
Vort kendskab til den første tid af jernalderen må vi hente fra
gravfundene og andre fund i mark og mose.
Fra den senere tid har vi desuden de gamle sagn og runestene og
hvad de i vores nabolande har fortalt, og til sidst begynder vores
egen historie.
Nordboerne fik stadig mere at gøre med deres naboer mod syd og
vest. De handlede med dem, og købte smukke sager, som ofte var
kommet helt nede fra Italien, og de sloges med dem, og førte mange
kostbare ting både af guld og sølv med hjem som sejrsbytte fra
deres vikingetogter.
Derved blev nordboerne kendt af nabofolkene, som var nået så vidt
i kultur, at de kunne skrive latin, og de fortæller af og til
noget om nordboerne.
Af naboerne i syd havde nordboerne lært de latinske bogstaver,
men de lavede noget om ved dem, og tegnede dem med lige streger.
Disse bogstaver kaldes runer.
De forstod endnu ikke at skrive på papir, men de ristede runer
på kostbare ting. Der er f.eks. i Sønderjylland fundet to store
billedprydede guldhorn, det ene med en runeindskrift der er over
1400 år gammel. De fleste runeindskrifter findes dog på de
mindestene som rejses for navnkundige konger og krigshelte.
.
Guldhornene fra Gallehus i Sønderjylland
.
Af runeindskriften lærer vi at
der blev talt det samme sprog i hele norden lige ned til Ejderen.
Da Danmark var det mægtigste og bedst kendte af de nordiske
riger, blev dette oldnordiske fællessprog ofte kaldt "dansk
tunge". Islændernes sprog ligner endnu meget det gamle
oldnordiske.
Gudesagn
Nordboerne var hedninger.
Islænderne har fortalt en hel mængde sagn om deres guder i den
ældre Edda, en samling digte om guder og helte, forfattet mellem
900 og 1100, men først nedskrevet efter 1200.
Den yngre Edda der væsentlig indeholder gudesagn og er skrevet af
islænderen Snorre Sturlesøn først i det 13. århundrede.
Guderne kaldes aser og vaner, de
var menneskenes gode venner, og til dem blev der ofret (blotet)
dyr, undertiden også mennesker (fanger og trælle) i et gudehus
(et hov) eller en hellig lund, hvor der stod udskårne
gudebilleder.
Offerpræsterne (goderne) stænkede blodet på gudebillederne, på
væggene og på de forsamlede mennesker.
Aserne førte stadig krig mod de stærke og onde jætter, som var
deres og menneskenes fjender.
Den mest kendte af aserne var
den vise Odin. Han boede i borgen Valhal, som var tækket med
gyldne skjolde og havde 540 døre, der var så brede at 800 kæmper
ved siden af hinanden kunne gå ind ad en dør. Fra sit højsæde,
Lidskjalv, kunne han se ud over hele verden. Ved hans fødder lå
to ulve, og på hans skuldre sad to ravne, der hviskede ham i
øret, hvad de havde set og hørt ude i verden.
På sin ottefodede hest Slejpner kunne han ride over land og hav.
Hans hustru hed Frigg, og en hel mængde af guderne var deres
børn.
Alle tapre kæmper der faldt i strid, blev af valkyrierne ført
til valhal. De blev kaldt enherjer, og tilbragte tiden med kamp,
men hver aften rejste de faldne sig igen, og så gik de alle som
gode venner ind til Odin og drak mjød og spiste flæsk.
Thor var den stærkeste af
guderne, og førte stadig kamp mod jætter og trolde. Hans våben
var hammeren Mjølner, der altid ramte og af sig selv kom tilbage
i hans hånd, når han havde kastet den mod en fjende.
Når man hørte tordenen rulle og så lynene knitre, var det ham
der kørte hen over himlen i sin tohjulede kærre med to bukke
for.
Engang havde jætten Trym stjålet Thors hammer, og han ville kun
give den tilbage, når han fik den skønne Freja, kærlighedens
gudinde til hustru.. Men da hun ikke ville giftes med Trym, måtte
Thor trække i Frejas klæder og køre til jættehjem som brud.
Så fik han sin hammer, og både brudgommen og bryllupsgæsterne
fik den straks at føle.
En anden gang gjorde Thor en rejse til jættefyrsten Udgårdsloke,
der imidlertid forstod at forsvare sig og sin borg med
tryllekunster.
Den milde Frejr rådede over
vejret, og til ham ofrede man for at få gode og frugtbare år.
Han red over markerne, på sin galt Gyldenbørste.
Den lyse gud Hejmdal holdt vagt
på bifrostbroen, der førte fra Asgård over til menneskene. Han
kunne se 100 mile bort og høre græsset gro.
Brage var digternes (skjaldenes)
gud og spillede på sin harpe for aserne. Hans hustru Idun havde
nogle dejlige æbler, som guderne spiste af for ikke at blive
gamle.
Den hjertensgode Balder var
elsket af alle, og der blev stor sorg i Valhal, da han døde.
Den onde og lumske Loke var en
jætte, men han var engang blevet Odins fostbroder og opholdt sig
derfor i Valhal og gav sig ud for at være asernes ven. Han var
fader til de tre uhyrer Hel, Midgårdsormen og Fenrisulven. Odin
kastede Hel ned i underverdenen, hvor hun blev dødens
gudeinde.
Til hende kom alle de, som ikke faldt i kamp, og de fik det ikke
godt.
Midgårdsormen blev kastet i havet, hvor den blev til et uhyre der
lå rundt om jorden og bed sig selv i halen.
Den glubende Fenrisulv voksede op i Valhal, men blev til sidst
lagt i lænker.
Loke fulgte lidt med Thor og var således med da hammeren blev
hentet hos Trym, og da Thor rejste til Udgårdsloke. Men han
voldte også tit aserne fortræd, og var skyld i den største
ulykke der ramte dem, nemlig Balders død.
Balder havde onde drømme om at han skulle dø, og Frigg lod da
alt i verden aflægge ed på at intet skulle skade Balder, og nu
morede guderne sig med at skyde og kaste til måls efter ham. Men
den onde Loke kom i en gammel kvindes skikkelse til Frigg og fik
at vide at hun ikke havde taget den lille plante, misteltenen i ed.
Så rykkede han misteltenen op og fik balders broder, den blinde
Høder til at skyde på ham med den, og Balder styrtede død om.
Nu blev der sorg i Valhal.
Da red den raske Hermod til Hel og bad om at få Balder tilbage.
Det lovede Hel, hvis alt i verden ville græde over ham, og alt
græd undtaget en gammel heks, som kaldte sig Tøkk. Men aserne
mente, det var Loke.
Så måtte Balder blive hos Hell, men kort efter blev Loke fanget
og lagt i lænker.
Striden mellem aser og jætter
skulle engang ende med den forfærdelige kamp, Ragnarok. Heimdal
blæser i sit horn, og kalder aserne sammen til kamp. Alle bånd og
lænker brister, Fenrisulven kommer løs og går mod Odin.
Midgårdsormen vælter sig op på land til kamp mod Thor.
Til sidst falder alle, og jorden brænder op, men da kommer der en
ny himmel og en ny jord, hvor Alfader skal styre, og alle de gode
skal bo med ham i evig glæde i det guldtakte Gimle.
