Det var ikke alene mellem
danskerne indbyrdes der var stridigheder, man kan tænke sig, at når
landsmænd overfaldt hinanden, så kom der også fjender fra andre
lande, og Danmark har altid haft en urolig nabo mod syd, som den gang
plyndrede på vore kyster.
Derfor var der nød i
Danmark. Tyve og røvere, både indfødte og udlændinge, dræbte og brændte,
så det var en gru, og folket som det gik ud over bad til Odin om hjælp,
at det dog måtte blive anderledes, og skønt ingen vidste hvorledes det
skulle ske, håbede de dog hver morgen at hjælpen ville komme inden
aften. Men dagen gik og om aftenen hørte de intet andet end rygter om
nye overfald, og så kunne de glæde sig over at det ikke var dem selv
der var blevet hjemsøgt.
Værst var det i Hedeby.
Denne stad lå så nær ved grænsen at den til stadighed var udsat for
fjendens plyndringer, og desuden havde mange slette mennesker givet sig
hen til drukkenskab og andre laster, og de gjorde de fromme al den skade
de kunne finde på.
Da skete det en dag, som
nogle folk gik ved stranden og så ud over havet, at de fik øje på et
underligt skib der kom sejlende langt ude.
Det var højt med dragehoved udskåret på forstavnen, og det skar
gennem vandet for en gunstig vind, nærmere og nærmere, så de kunne se
det kostelige silkesejl og den spraglede vimpel på den høje mast.
Men folkene på stranden stirrede og stirrede efter søfolk om bord,
uden at se en eneste. Hverken ved ror eller sejl stod nogen styrmand, og
dog gik skibet ind mod landet, ind i den smalle fjord, og skønt denne
bugter sig, stødte det dog ikke på grund, for vinden drejede og blæste
den vej skibet skulle gå, indtil det nærmede sig det inderste af
fjorden. Da tog vinden af, lidt efter lidt, og lagde sig helt til sidst,
så skibet flød roligt og lagde stille til land.
Langs med fjorden havde
folk set den underlige sejlads, og de fulgte skibet ad stranden. Flere
og flere kom til, og da skibet stod stille, var der samlet en stor mængde
mennesker, som betragtede det underlige fartøj, og da så de, at der
dog var et menneske om bord, for i bagstavnen lå mellem guld og våben
en lille dreng, der sov på et skjold med et kornneg som hovedpude, og
nu slog han øjnene op, just som skibet standsede, og folket var
forsamlet.
Odin har hørt vor bøn,
for det er sikkert hans søn han har sendt os, og han skal være vor
konge. De bar ham i land på skjoldet, og satte ham i toppen af neget og
hyldede ham alle. Og de gav ham navnet Skjold, fordi han skulle værne
landet og dets beboere.
.
.
Skjold kåres til
konge. Gl. litografi fra Hjortsvang Museum
.
Det var en ung hersker
danskerne havde fået, og endnu kunne han ikke værne om noget, tværtimod
trængte han selv til værn i sin barndom, men det var dog som om man
kunne mærke, at Odins søn var kommet til landet, for der var
frugtbarhed og fred over hele riget.
Imidlertid gik årene, og
Skjold voksede til. Han blev stor og stærk, og mod manglede han heller
ikke. Folkene som var sat til at vogte og opfostre ham, gav ham da også
en god opdragelse og lærte ham alt hvad der var godt og ret. Han var
ikke gammel, Før han fik undervisning i våbenbrug, og han var ikke
stort ældre, da han for første gang fik god anvendelse for sin færdighed
og sine kræfter.
Det hændte sig nemlig
engang at Skjold var på jagt med sine mænd i de store skove, som på
den tid bredte sig over hele landet. Skjold var imidlertid så ivrig i
at forfølge dyrene at han kom bort fra sine ledsagere, som også hver
for sig jog efter vildt.
Som Skjold nu trængte
frem gennem skovens tykning, kom han til at stå lige for en vældig bjørn,
der just belavede sig på at angribe ham. Skjold måtte hurtigt tage sin
beslutning, og da han næsten var værgeløs over for et så stort dyr,
tog han sin bælte af og brødes nu så længe med bjørnen, at han fik
den under sig og bandt den med bæltet. Således holdt han den, idet han
ventede på sine ledsagere. De havde jo opdaget at Skjold var borte, og
de fik travlt med at søge efter ham, for de tænkte sig den fare han
kunne være i, men mindst, at han havde overvundet den på en sådan måde.
Derfor strejfede de rundt i skoven, og råbte på ham, og til sidst fik
de svar. Det var et uventet syn de så, og i begyndelsen blev de forskrækket
over den fare, drengen havde været i, men de glædede sig ved hans mod
og beundrede hans styrke.
Ligesom Skjold overvandt
de vilde dyr, undertvang han også fremmede kæmper, men sit rige
styrede med så meget klogskab og mildhed, at han blev almindelig
afholdt, for han gav gode love og gjorde godt mod alle. Han indførte
den lov at trællene skulle have deres frihed, så de kunne flytte fra
en herre til en anden. De fattiges gæld betalte han, og sine stridsmænd
gav han hvad de vandt på krigstogt, for Skjolds regel var, at byttet
var kæmpernes, men æren Kongens.
Dog kunne han også
straffe. En træl, Skjold selv havde givet fri, ville lønne denne
velgerning ved at slå ham ihjel. Men denne plan blev opdaget i tide, og
da måtte trællen selv bøde med livet, både fordi han havde fortjent
denne straf, og fordi Skjold ville, at andre ildesindede mennesker kunne
se hvad der var i vente ved sådanne forsøg.
Også udenfor Danmark
indlagde Skjold sig berømmelse. I Tyskland boede nemlig en jomfru, hvis
rygte gik vidt omkring, for hun var både smuk og klog. Hun hed Alvilda,
og Skjold hørte så meget godt om hende, at han rejste derned for at
bejle til hende. Men der var en tysk konge ved navn Skate kommet ham i
forkøbet, og Skjold måtte enten vinde sin brud med sværdet, ved at dræbe
Skate eller drage hjem med uforrettet sag. Det sidste ville han ikke og
var derfor nød til at udæske tyskeren til tvekamp, skønt partiet var
ulige, eftersom Skate var en stor kæmpe, og Skjold var både ung og
meget mindre. Imidlertid begyndte striden, og danskerne og tyskerne stod
på hver sin side af kamppladsen for at se, hvem der vandt. Det blev
Skjold, der fik overhånd, og derved vandt han ikke alene sin brud, men
han undertvang også Tyskland, så tyskerne måtte betale skat til
Danmark.
Om det nu er denne
Dronning Alvilde, der også hed Gefion, er ikke godt at vide, ellers må
hun være død før Skjold, og han har da giftet sig igen med Gefion.
Det fortælles at Gefion
engang besøgte Kong Gylfe i Sverige, og han syntes så godt om hende,
at han gav hende så meget land, som hun i et døgn kunne pløje op med
fire stude. Hun omskabte da hendes fire sønner til stude og spændte
dem for ploven. Men så dybt gik ploven, at landet blev revet løs, og så
hurtigt gik det, at hun fik ompløjet et stykke land, som blev til en
stor ø, for studene trak den ud i sundet mellem Fyn og Sverige, og hun
gav det navnet Sjælland, som det hedder endnu. Men der hvor hun tog det
fra, blev en sø, som er til den dag i dag, og kaldes Vänern.
Denne ø som Gefion således
dannede, gav hun Skjold, og han byggede sig et kongesæde i Lejre, hvor
han boede med Gefion, som han tog til ægte.
Kong Skjolds henfart blev
som hans ankomst, for da han døde, blev hans lig, som han selv havde ønsket
det, lagt ud på det skib han var kommet med, og omkring ham blev lagt våben
og kostbarheder, og hans banner vajede over hans hoved. Der var
forsamlet en stor mængde mennesker for at se den elskede konges sidste
fart, men ingen søfolk var om bord, og derfor ved ingen hvorhen det
sejlede, lige så lidt som nogen vidste, hvor det var kommet fra.
Men det var folkets tro,
at Skjold var Odins søn, og at hans lig drog til Odin igen, og derfor
var det kongernes hædersnavn, når de kaldtes Skjoldunger efter ham.
