Kong Harald Klak
Harald Klak og
Regindfrid regerede i fællesskab 812-813
Harald Klak og to af Godfreds sønner regerede i fællesskab 819-27.
Harald, der senere fik tilnavnet Klak
(betydningen ukendt), var i 815 i forreste front, da frankerne for første
og sidste gang forsøgte at erobre Danmark. Det lykkedes ikke, blandt
andet på grund af en dygtigt ledet dansk flåde, og først i 819
lykkedes det på grund af splid mellem Godfredsønnerne, at få listet
Harald Klak ind som medkonge. Det holdt dog kun til 823, hvor han
rejser tilbage til kejser Ludvig og klager sin nød. Kejseren vælger
i stedet at slutte fred med Godfredsønnerne, og indsætter Harald som
greve i Nordfrisland. Han bliver ved samme lejlighed døbt og er
derved den første daner med kongenavn, der overgår til
kristendommen.
Da Harald Klak rejser hjem til Danmark, gav kejser Ludvig den Fromme
ham en præst med, som skulle styrke kongen i den nye tro, og fortælle
danskerne om den kristne tro. Denne præst hed Ansgar og kom til
Danmark i 826.
.
.
Ansgar
Ansgar var født i det
nordlige Frankrig i året 801.
Han var tilsluttet klostret Corvey, og var meget optaget af at udbrede
evangeliet. I drømme troede han ofte at modtage Guds bud om at gå ud
blandt hedningerne, og derfor fulgte han med glæde kong Harald Klak
til Danmark i 826.
Men Harald Klak var en
upålidelig mand, og snart blev han for stedse jaget ud af landet.
Ansgar udrettede derfor i hans tid næsten intet i Danmark.
Større held havde han,
da han drog til Sverige.På en ø i Mälaren blev der rejst en kirke.
Efter sin hjemkomst blev han udnævnt til ærkebisp for danske,
svenske og Vender, med sæde i Hamburg.
Længe varede det dog, inden han
kunne genoptage forkyndergerningen i Danmark. Vikingetogterne blev
nemlig voldsommere, og selve Hamburg blev ødelagt af en dansk flåde,
og Ansgar undslap med nød og næppe.
Snart måtte han gøre Bremen til sit sæde.
Men da tog frankerrigerne sig sammen, så den danske kong Hårik måtte
holde fred med sin nabo, Tyskland, og nu optrådte Ansgar som den
tyske konges udsending i Danmark, og ved sin uplettede vandel vandt
han Håriks tillid.
Kong Hårik tillod opførelsen
af en dåbskirke ved Slesvig.
Kongens efterfølger, Hårik den Yngre gav Ansgar grund til en kirke
ved Ribe.
I disse vigtige handelsbyer i Danmark dannedes menigheder, som var
udgangspunkter for troens videre udbredelse.
Kirkerne fik tilladelse til klokkeringning, til foragrelse for
hedningerne, der troede, at klokkeklangen skræmte landvætterne bort.
Missionen i Sverige var
overtaget af andre, men det gik ilde. Ansgar gæstede da atter kirken
i Mälaren og styrkede den lille menighed.
At blive blodvidne for guds rige var hans højeste ønske, men ingen
nordbo lagde hånd på ham, og han døde af sot i 865.
Ansgars efterfølgere i Hamburg
- Bremen virkede ikke med hans kraft. Den svage spire til en menighed
i Sverige kvaltes snart. I Danmark fik kristendommens udbredelse ikke
den fornødne støtte fra den tyske rige, der i denne tid var svagt.
Derimod kunne det ske, at danske høvdinger tog dåben på togt i
vesten.
Med Henrik 1. og Otto den Store
blev Tyskland endelig stærkt nok til atter at give
kristenforkyndelsen støtte.
Gorm den Gamle, død 957-58, var dog endnu hedninger og højsattes på
hedensk vis.
Men deres søn Harald Blåtand, død omkring 986, skaffede
kristendommen sejr. Han skildres som en mand, der var rede til at høre,
men sen til at udtale sin mening.
I disse år bredte den nye tro sig stærkt, og Hanburg - Bremens ærkebisp
indviede de første danske bisper ( i Slesvig, Ribe og Århus).
Flere og flere mente, at Kristus var en stærkere Gud end Odin og de
gamle landvætter.
Omkring 965 var det at en klerk,
Poppo, tilbød at bevise den nye tros sandhed ved jernbyrd. Han bar
det glødende jern, uden at hans hænder tog skade, og dermed var
efter tidens opfattelse godtgjort, at den nye Gud var den mægtigste.
Harald tog da kristendommen, og på kongsgårdene og overalt, hvor
kongens magt nåede hen, ophørte dyrkelsen af aserne.
Selv byggede Harald Blåtand en kirke i Jelling og Roskilde, og med
rette kalder Harald sig, på den store runesten i Jelling som han
rejste over sine forældre, for "den Harald som gjorde danerne
kristne".
Langt ud over Danmarks grænser søgte han at bane vej for troen.
Vikens omvendelse begyndtes af ham, da han havde herredømmet over
Norge i flere år.
----------------------------------------------------------------------------------
Søn af Harald Klak: Godfred prøvede i 855 at overtage den danske
trone uden held. I 852 angreb han Frisland, og i 853 sluttede Godfred
fred med Charles den Skallede. Sammen med sin slægtning Rorik, som
var regent i Frisland, tog han til Danmark i 855, i et forsøg på at
overtage magten her efter borgerkrigens afslutning i 854, men forsøget
mislykkes, og de tog tilbage til Dorestad. Det vides ikke med
sikkerhed om denne Godfred var den samme person som den danske
vikingehøvding med samme navn, der var aktiv i perioden mellem 882 og
885, ægtede Gisla (datter af Lothar II) i 882, og dræbtes i 885
