.
.
Solvognen
.
Den
gamle gudetro var menneskenes forsøg på at forklare sig de mægtige
kræfter i naturen og menneskelivet, som man føler sig afhængig af, og
gerne vil stå sig godt med.
I stenalderen ofrede man til væsner man troede boede i naturen, i
træer, sten, strømme eller ild.
I bronzealderen gør påkaldelsen af de store naturfænomener, særlig
de himmelske, sig stærkere gældende. Således opfattedes tordenen
(Thor) som en gud i stadig kamp mod de trolde som øder afgrøden og
sender sot.
Guderne dyrkes under åben himmel, især i hellige lunde, hvor
offermåltiderne holdtes. Samme sted holdtes også folkets tingmøder,
og herfra stammer navne på tingsteder som Lund i Skåne og Ringstedlund
på Sjælland.
I
Jernalderen viser guderne sig som mere personlige væsner. Man bygger
gudehuse (Hov), og udskærer gudernes billede i træ.
De nye samfundsdannelser lod gudernes naturbetydning blegne, og vægten
blev lagt på deres forhold til folket.
Thor bliver værner om menneskelivet i alle dets former, ikke mindst om
tingets og gravmælets fred, han dræber med sin stenhammer (Mjølner)
de onde vætter (dæmoner).
Også Balder blev en særlig gud, den lyseste af dem alle, og han boede
i Bredeblik.
En
anden gud trådte efterhånden frem, hvis dyrkelse fra vestgermanske
stammer bredte sig stærkere og stærkere op i Norden. Det er Odin, en
ældre mand, altid jagende om på vilde rejser, ridende på stormhesten.
I stormen fører han de dødes sjæle afsted til det mørke dødsrige
Hel, som bliver til en skummel og ækel kvinde, eller de bliver ført
til Valhal, de faldnes hal.
Han er de faldnes gud "Valfader" og sejrens giver, og er
derfor især påkaldt af krigerne.
Således
blev enhver naturkraft digtet om til en gud, til et vældigt
overnaturligt menneske. De nogenlunde venlige guder kaldtes
"Aser".
I
fjeldene bor de kæmpestore, menneskefjendske Jætter. I mindre klipper
og stene bor de små dværge, de kunstfærdigste af alle smede. I engene
bor alver eller elver.
I søer, vandløb, træer, alle vegne lever overnaturlige vætter som
menneskene må tage sig i agt for.
Men
også de afdøde mennesker lever. De kommer igen til de efterlevende,
især om natten, tynger på dem og ængster dem med drømme. Det hedder
ikke i det ældste sprog "jeg drømmer", men "det
drømmer mig", dvs. trykker mig.
Når faderen dør, må sønnen give ham smykker, våben, hest, ja skib
med i gravhøjen, hvor den døde nu skal leve. Han må bringe ofre ved
graven, at ikke den døde skal vredes på ham og skade ham.
Af
alle disse ånder, i højene, i luften, gengangere og drømme, kunne
vise mænd og kvinder få løndomme og sandsagn at vide. Sejdkoner og
spåkvinder, vølver øvede trolddom og spåede. De sad ude i de hellige
nætter, helst på korsveje, for at få bud fra ånderne.
Nordboerne
kendte ingen særlig præstestand. Den verdslige høvding, herse
(herredets leder), jarl eller konge, var tillige Gode, (offerpræst).
Det var altid blodigt offer man bragte, i reglen dyr, stundom dog
mennesker, hærtagne fanger eller trælle. Blotet foregik på viede
steder, en hellig lund eller et gudehus, et hov. Blodet blev strøget
på hovets vægge eller stænkedes ud over menneskemængden. Derefter
holdt man gilde og tømte drikkehornene under ønske til guderne om god
høst, om krigsheld, osv.
Til visse tider samledes folket fra store områder til store
fællesblot, ved vårens frembrud, ved sommerens ende og navnlig ved
midvinter, når det mærkes at solen Freyr, var ved at vende tilbage og
lovede nyt lys, varme og grøde.
En
Græsk historiker Prokopios fra 500 årene meddeler adskilligt om
Norden. Han kender danernes stammer på den jyske halvø og fortæller
bl. a. Til Guderne bloter de uophørlig ofre. Det ypperste offer er i
deres øjne den første hærtagne fange. Ham bloter de til krigsguden,
som de regner for den øverste gud, idet de ikke nøjes med at ofre ham,
men hænger ham op i et træ, eller kaster ham på tjørne, eller
piner ham på andre måder.
Kvad
og sagn skildrer gudernes (asernes) kamp mod jætterne, særlig havde
vikingetiden en rig gudedigtning, der er bevaret af islændingerne i den
ældre "Edda" og den yngre "Edda".
.
.
| Aserne |
I
den nordiske mytologi tilhører en gren af gudeslægten |
| Vanerne |
Tilhører
en anden gren af gudeslægten |
| Asgård |
Her
bor Aserne |
| Midgård |
Her
bor menneskene |
| Udgård |
Jætternes
tilholdssted i Jotunheim |
| Valhal |
De
faldnes hal |
| Hel |
Det
mørke dødsrige |
| Ragnarok |
Næsten
alle aser stod til at blive dræbt ved ragnarok, da skulle et
frygteligt slag finde sted mellem Odins og Lokes hære. |
| Bifrost |
Regnbuebro
mellem Asgård og Midgård |
| Grungner |
Odins
magiske spyd, med spydskaft af Yggdrasils hellige træ |
| Mjølner |
Thors
hammer |
| Hugin
og Munin |
Odins
to ravne, de flyvende budbringer |
| Fenrisulven |
Den
grådige ulv, der ved Ragnarok skal dræbe Odin |
| Midgårdsormen |
Loke
og Argrbodas afkom |
| Jotunheim |
Jætternes
bolig, en snedækket ødemark ved Nordpolen |
| Sleipner |
Odins
ottebenede hest |
| Tandgnjost |
Den
ene af de to bukke der trak Thors stridsvogn |
| Tandgrisner |
Den
anden af de to bukke der trak Thors stridsvogn |
| Draupner |
Odins
eventyrlige ring |
| Yggdrasil |
Verdenstræet |
| Gleipner |
Kæden
der lænkede Fenrisulven |
| . |
|
| . |
|
| . |
|
| . |
|
| . |
|
| Odin |
Den
øverste Gud |
| Thor |
Tordenguden |
| Tyr |
Krigsgud |
| Ægir |
Havgud |
| Balder |
Godhedens
gud |
| Brage |
Søn
af Odin og jættekvinden Gunlød |
| Forsete |
Retfærdighedens
gud. Søn af Balder og Nanna |
| Freja |
Kærlighedsgudinde |
| Frej |
Frugtbarhedsgudinde |
| Frigg |
Jordens
og luftens gudinde, Odins hustru |
| Gefion |
Frugtbarhedsgudinde |
| Heimdal |
Gudernes
vagtmand |
| Idun |
Iduns
gyldne æbler holdt guderne evig unge |
| Hermod |
Søn
af Odin og Frigg, broder til Balder og Høder |
| Høder |
Søn
af Odin og Frigg, broder til Balder og Hermod |
| Hymer |
Jætte
og fader til krigsguden Tyr |
| Sif |
Thors
kone |
| Mimer |
En
vis gammel mand |
| . |
|
| Sigyn |
Lokes
trofaste kone |
| Angrboda |
Lokes
frille og mor til tre uhyrer, Midgårdsormen, Fenrisulven og Hel |
| Loke |
Stridbar
lurendrejer |
| Hel |
Datter
af Loke og jættekvinden Angrboda |
| Tøkk |
Den
hjerteløse jættekvinde, der græder tørre tårer |
I fordums tro
